DTVK – Nye krav til efteruddannelse af DTVK´s TV-operatører

Dette billede illustrere DTVK – Nye krav til efteruddannelse af DTVK´s TV-operatører

Tiltaget sikrer, at alle DTVK’s TV-operatører som minimum kommer
på efteruddannelse hvert femte år. Efteruddannelsen sikrer samtidig
den højeste kvalitet af Fotomanualen.
– 98 procent af medlemsvirksomhederne hos DTVK sender deres
TV-operatører på efteruddannelse løbende. At levere præcise og
ensartede data og rapporter til boligselskaber, rådgivere, kommuner
og forsyningsselskaber er helt afgørende for medlemmerne, så
uddannelse er topprioriteret hos stort set alle
medlemsvirksomheder. Men vi vil også gerne fange de sidste par
procent, forklarer Allan Møller, teknisk konsulent hos DTVK.

Optimering af Fotomanualen
Tiltaget sker også som led i en klar strategi, der skal sikre, at
alle operatører er med til at samle op på de problemstillinger, der
fylder mest i TV-operatørernes arbejde. Ifølge Allan Møller, så er
det mere end halvdelen af de løbende forbedringer, tilretninger og
tydeliggørelser til Fotomanualen, der kommer via inputs fra
TV-operatørerne, når de bl.a. er på efteruddannelse.
– At være DTVK operatør i dag er højt specialiseret, og den
teknologiske udvikling står ikke stille. Derfor kræver det, at man
konstant er opdateret. På efteruddannelsen samler vi bl.a. op på de
største udfordringer, som TV-operatørerne dagligt skal tage
stilling til, og det giver værdifulde inputs til Fotomanualen, der
sikrer, at medlemmerne leverer et ensartet produkt, forklarer Allan
Møller.

Kvalitet er eksistensgrundlaget
Og netop ensartetheden og kvaliteten af TV-rapporten har den
højeste prioritet hos DTVK medlemsvirksomheden Kajs TV-Inspektion i
Regstrup på Sjælland. Derfor er firmaets ni TV-operatører ifølge
indehaver Kaj Skov som minimum på efteruddannelse hvert andet
år.
– Den TV-inspektion vi udfører er jo hele fundamentet for den
kloakrenovering, der typisk sættes i gang på baggrund af vores
TV-rapporter. Hvis der er fejl i TV-rapporten vælter
renoveringsprojektet. Det understreger vigtigheden af at bruge højt
specialiserede firmaer under DTVK, men det kræver også, at vi
leverer den højeste kvalitet hver gang, siger Kaj Skov om grunden
til, at efteruddannelse har højeste prioritet.

Mest specialiserede uddannelse
Ifølge Allan Møller, så er DTVK uddannelsen den mest specialiserede
uddannelse i Danmark inden for TV-inspektionsområdet. Bl.a. skal
man have arbejdet i tre måneder med en certificeret DTVK operatør
inden man kan tage uddannelsen og få sit personlige
certifikat.
– Ud over den løbende efteruddannelse, så kører de nyuddannede
TV-operatører på det vi kalder “skærpet kontrol” det første år. Det
vil sige, at vi kontrollerer en stor del af det arbejde, de
udfører, så vi løbende kan rette nye operatører ind, hvis det viser
sig nødvendigt, forklarer Allan Møller.

Alle TV-inspektionsfirmaer under DTVK udfører TV-inspektionen
efter ensartede standarder beskrevet i Fotomanualen. Fotomanualen
er ejet af Dansk Vand- og Spildevandsforening(DANVA) og består af
en række standarddefinitioner.

Cookie-indstillinger