Arbejdsgiverne – Så mangler vi bare bedre lånevilkår til virksomhederne

Dette billede illustrere Arbejdsgiverne – Så mangler vi bare bedre lånevilkår til virksomhederne

Så skete det endelig. I flere år har erhvervsliv og borgere i
udkantsdanmark forgæves forsøgt at råbe politikere og bankverdenen
op om problemet med adgang til finansiering. Men nu melder
Finanstilsynet ud, at de er villige til at acceptere lån på andre
vilkår i landdistrikterne end i storbyerne. Det er rigtig gode
toner. Længe er landdistrikterne blevet presset unødvendig hårdt.
Med en så svær adgang til finansieringen, som har været tilfældet,
bliver det svært at bevare optimismen og skabe vækst.

Finanstilsynet vejledende rådighedsbeløb for en familie med to
voksne og to børn lyder på 14.000-15.000 kroner om måneden, når
skat og faste udgifter er betalt. Det er noget i overkanten.
Derudover oplever virksomheder, som har haft pæne regnskabstal i
årtier, at de ikke kan låne til selv sikre projekter, fordi de
ligger i det forkerte postnummer.

Men nu blæser der altså andre vinde. Selvfølgelig har vi til
gode at se den reelle effekt på bankernes lånevillighed. Men kommer
der handling bag ordene, bør det også omfatte erhvervsejendomme og
virksomheder. For her er problemet mindst lige så stort. Det er
meget godt, hvis man kan låne til tag over hovedet i
udkantsdanmark, men det er også vigtigt, at man kan få et arbejde.
Og der bliver stadig længere mellem arbejdspladserne, når
virksomhederne ikke kan finde finansiering. Så bliver de holdt nede
– uanset potentiale, dygtighed og produkter. Væksten går simpelthen
i stå.

Det er i øvrigt interessant, at Finanstilsynet udlægger det som
om, at det aldrig har været deres intention at anbefale så strenge
lånekrav. Nej, de er blevet misforstået. For der er jo hverken tale
om lovgivning eller bindende normer. Det er også rigtigt – men det
er jo ellers nøjagtigt den effekt, det har haft på bankerne og
kreditinstitutternes lånepolitik.

Det er svært at forestille sig, at man slet ikke har været
bevidst om de konsekvenser, mens borgere og lokalpolitikere i
årevis har skreget sig hæse på bedre lånemuligheder – og at man har
været helt ude af stand til at rette op på den misforståelse før
nu. Kort efter, at regeringen er kommet med deres plan “Vækst og
udvikling i hele Danmark”, der også kommenterer på mulighederne for
finansiering i landdistrikterne. Derudover er mængden af medier,
politikere og organisationer, der sætter fokus på problemet, taget
til i styrke. Det har sikkert været med til at skubbe bag på en
erkendelse.    

Men uanset hvad, så er det er da dejligt, at Finanstilsynet, som
sikkert hovedsageligt består af folk bosat i hovedstaden, har
regnet sig frem til, at folk i provinsen godt kan finde ud af at
afdrage på et hus, selv om de ikke har tårnhøje lønninger. Så
mangler vi bare en bedre finansiering til erhvervsejendomme og
erhvervsprojekter i landdistrikterne – det skulle jo også nødigt
ende i en misforståelse.

Cookie-indstillinger