LIN-KA – Generationsskifte, Ny ejerkreds i LIN-KA Energy A/S vil arbejde for Danmark som forgangsland indenfor biobrændsel
Aktiemajoriteten har skiftet hænder, men gazellevirksomheden vil
fortsat arbejde for at Danmark skal være europæisk forgangsland
indenfor CO2 neutral afbrænding af halm, flis og træpiller.
Som et led i et generationsskifte overtager Brian Pedersen
aktiemajoriteten i LIN-KA Energy A/S. Tidligere ejer og stifter
Erling Jensen fortsætter i virksomheden i rollen som kundesupporter
og produktudvikler.
I forbindelse med generationsskiftet vil man i den nye ejerkreds
fortsat holde fast i de faglige kompetencer, der gennem de sidste
40 år har skabt en solid forretning baseret på en effektiv
driftsfilosofi: “Et generationsskifte vil ikke ændre noget i vores
tilgang til hverken kunder eller markeder. Vores kunder vil, præcis
som i dag, være i centrum, og produktudvikling sker i et tæt
samarbejde med vores brugere. Vi vil fortsat fokusere på at lave
specialtilpassede løsninger med høj driftssikkerhed, lavt
energiforbrug og minimale vedligeholdelses-omkostninger, der giver
markante besparelser på driftsbudgettet – det er der især brug for
i landbruget, som går igennem hårde tider og vi oplever også en
stigende interesse fra fjernvarmeværker og industrien”, lyder det
fra den nye hovedaktionær Brian Pedersen.
En landmand med en god idé
LIN-KA Energy A/S kan i det kommende år fejre 40 års jubilæum.
Erling Jensen stiftede LIN-KA Energy A/S i 1976, da han som
landmand fik en god idé og udviklede de første anlæg i Vestjylland.
Siden er virksomheden vokset og har været gazellevirksomhed af
flere omgange, senest i 2015. LIN-KA Energy A/S er i dag Europas og
nok også verdens førende indenfor anlæg til afbrænding af
biobrændsel. Produkterne har markedets højeste virkningsgrader og
er alle godkendte og lever op til de nyeste krav og standarder.
Udover Brian Pedersen fortsætter Svend Bovstrup med sin oprindelige
ejerandel mens Bjarne Løvbjerg, der er salgsansvarlig i Danmark,
ligeledes har købt sig ind som medejer.
For mere information kontakt : Brian Pedersen, tlf.: 20 96
17 99 eller mail: bp@linka.dk
Fakta om LIN-KA Energy A/S
Domicil: Lem
Etableret: 1976
Medarbejdere: 40
Fabrikken har specialiseret sig i produktion af fuldautomatiske
fyringsanlæg til fjernvarmeværker, institutioner, industri og
landbrug. Alle anlæg er baseret på anvendelse af biobrændsler:
halm, træpiller og flis. Lin-ka A/S producerer til det danske,
europæiske og amerikanske marked.
Anlægsstørrelser fra 100-10.000kW.
Brian Pedersen er bosiddende i Herning og er kendt i dansk
erhvervsliv for at drive flere industrivirksomheder og bestride
flere bestyrelsesposter.
Læs mere her:
linka.dk






