AM3D: Netværk førte til salg
Det var et velfungerende globalt netværk, der førte til salget,
og flere opkøb i dansk lydindustri kan være på vej.
Virksomheden AM3D hører til blandt de bedste i verden inden for
softwarebaseret audioteknologi. Det har verdens førende
højtalerkoncern, kinesiske GoerTek opdaget, og det førte mandag til
køb af AM3D via virksomhedens danske brohoved Dynaudio i
Skanderborg. Kontakterne blev skabt qua et velfungerende globalt
netværk, og det kan være helt afgørende, når danske virksomheder
skal gøre sig på den internationale scene:
– AM3D startede som et forskningsprojekt på Aalborg Universitet
i 1990’erne, hvor vi havde nogle af verdens bedste forskere inden
for 3D-lyd. Det opdagede det amerikanske militær, og det førte i
1997 til et opsigtsvækkende gennembrud for virksomheden med et
projekt, der skabte 3D-lyd i F16-jægerfly. Siden er det gået slag i
slag for virksomheden, der i dag stadig hører til blandt de
dygtigste i verden inden for lydoplevelser i 3D, forklarer
sekretariatsleder Birgit Pia Nøhr fra BrainsBusiness.
BrainsBusiness er en klyngeorganisation bestående af flere end
150 danske it-virksomheder, heriblandt AM3D. Her er et globalt
netværk helt afgørende, og klyngen har haft flere store
spinoff-virksomheder, der opdages og opkøbes af store udenlandske
virksomheder:
– Vi ser udenlandske opkøb som noget positivt og som et
skulderklap til det forsknings- og vidensmiljø, vi er en del af i
Danmark. Vi skal blive ved med at skabe world class virksomheder,
der kan gøre sig internationalt, og som enten selv kan vokse sig
store eller blive store via udenlandske investeringer, fortsætter
Birgit Pia Nøhr.
Danske lydvirksomheder er anerkendte verden over for deres høje
kvalitet, og Maria Hilligsøe Stubberup fra Invest in Denmark, der
har været med til at facilitere GoerTeks køb af AM3D siger, at det
er sandsynligt, at der er flere opkøb på vej:
– Vi ser en klar opkøbstrend i den globale lydindustri, og her
er der flere af de globale spillere, der allerede har foretaget
opkøb i Danmark. Min vurdering er, at der er flere opkøb på vej.
Det danske akustik- og lydmiljø hører til blandt verdens bedste, og
det sørger vi naturligvis for at fortælle de potentielle investorer
ude i verden.
Maria Hilligsøe Stubberup er en af Invest in Denmarks ni
regionale projektledere i Danmark, der sørger for, at de
udenlandske investeringer matches med forretningsmuligheder i alle
dele af landet. Maria er placeret på NOVI i Aalborg og har
lydteknologi som et af sine fokusområder, og hun er enig i, at
netværk er helt afgørende for danske virksomheders indtræden på den
globale scene. Birgit Pia Nøhr siger supplerende:
– Vi har et meget veludbygget netværk til de steder i verden,
hvor viden inden for vores område er koncentreret. Det er blandt
andet i USA, Kina og Tyskland, og her har vi gode relationer af
både forskningsmæssig og kommerciel karakter, siger og fortsætter:
– AM3D er et klassisk eksempel på en virksomhed, der er videns- og
teknologidrevet. Men uanset hvor dygtig du er, så er global
markedsføring og salg et område, der kræver både store ressourcer
og ekspertise. Det får AM3D nu via GoerTek og Dynaudio, og det
hilser vi særdeles velkommen, slutter hun.






