ebmpapst – Scandlines sparer 2 mio. kWh/år med grønnere ventilation

Dette billede illustrere ebmpapst – Scandlines sparer 2 mio. kWh/år med grønnere ventilation

Størstedelen af besparelsen er fundet på vogndækket, hvor
ventilatorerne er monteret på en vippeplade, så de kan blæse begge
veje på vogndækket afhængig af sejlretningen.

Sådan skifter du fra AC til EC i ventilationsanlægget

Vippe-løsningen på vogndækket tegner sig for 60 % af den samlede
besparelse – 1,2 mio. kWh/år. Den er udtænkt og konstrueret af
ventilatorleverandøren ebmpapst Denmark og erstatter de
traditionelle ventilatorer, der blev sat i bakgear, når færgen var
i havn og skulle have biler af og på og bagefter sejle den anden
vej.
“Det kræver ekstremt meget energi , når en ventilator skal køre
baglæns. Den er ikke designet til det, så den arbejder dårligt med
et stort energitab. For at løse det problem måtte vi tænke i
alternative baner”,  fortæller Markedschef Niels Knokgård fra
ebmpapst.

Energiminister til søs
Det er Senior Chief Engineer Carsten Johansen – i daglig tale
energiministeren – der står i spidsen for den grønne linje på
Scandlines færgen Prinsesse Benedikte, og han har jagtet
energibesparelser på færgen, siden den blev sat ind på overfarten
Rødby-Puttgarden i 1997. Det største skridt blev taget i 2013 med
introduktionen af hybridfærgen, der i stor skala kan lagre
overskydende energi i batterier om bord, i ESS-systemet (Energy
Storage System).
“ESS-systemet betød, at hvor vi tidligere anvendte to
dieselgeneratorer, så behøvede vi nu kun at starte nr. 2 cirka 20
minutter på hver tur, og det gav os endnu mere inspiration til at
tænke grønt, for tænk hvis vi kunne finde så store
energibesparelser ombord, at vi kunne undvære endnu mere
motorkraft!” siger Carsten Johansen med sit særlige
miljøaktivist-glimt i øjnene.

Ventilationen af vogndækket var et oplagt sted at tage fat – det
var en af de helt store energislugere. Så Carsten Johansen
kontaktede ebmpapst Denmark, der har specialiseret sig i
energibesparende ventilationsløsninger og spurgte, om de ville se,
hvad de kunne gøre på hans vogndæk. Han inviterede direktør Torben
Kirkholt og markedschef Niels Knokgård med en tur på overfarten
Rødby-Puttgarden, og ombord på færgen blev de hurtigt smittet af
Carsten Johansens spare-iver.

“Vi kunne uden at blinke love betydelige energibesparelser alene
ved at udskifte de gamle ventilatorer på hele færgen med
energibesparende EC-ventilatorer, også på vogndækket, hvor ebmpapst
som de eneste i verden kan tilbyde eksplosionssikre ATEX
ventilatorer med den energibesparende EC-motor. Men vi blev grebet
af Carstens ide om at montere ventilatorerne, så de kunne blæse
begge veje på vogndækket uden at blive sat i bakgear . Vi skulle
bare lige opfinde løsningen først”, fortæller Niels Knokgård.

Unik løsning
Det blev til mange skitser og beregninger – og flere ture med
Prinsesse Benedikte, før ideen til konstruktionen var på plads og
kunne testes på vogndækket. Og testen gik så godt både mht. til
funktion og energibesparelse, at Scandlines gennemførte den med det
samme.

Løsningen blev at erstatte de gamle Novenco ventilatorer med 2
vippeplader i hver ende af vogndækket – hver plade med 4 ATEX
ventilatorer fra ebmpapst. For hver tur færgen sejler frem og
tilbage, ændres behovet for ind- og udblæsning på vogndækket. Når
færgen er i havn, og bilerne skal ud og ind, blæses alt luft ud fra
vogndækket. Når færgen sejler, vippes de forreste ventilatorer, så
de blæser luft ind og de bagerste fortsætter med at blæse luften ud
fra vogndækket. Og når færgen kommer i havn og dernæst sejler i den
modsatte retning, gentages proceduren, blot med modsat
fortegn.

“Det virker simpelt, men der er aldrig prøvet noget lignende
tidligere, så selvom vi er vant til at designe kreative løsninger,
var vi alligevel spændt på, hvordan det ville fungere i praksis –
og ikke så lidt stolte over, at det fungerer så godt”, fortæller
Niels Knokgård.
“Under hele processen har vi været konservative i beregningerne, og
vores oplæg til Scandlines var en besparelse på 1 mio. kWh/år -og
så er det jo fint at den reelle besparelse er 200.000 kWh højere.
Vi stiller bare ikke mere i udsigt, end vi selv er trygge
ved.”
Med de nye ventilatorer bliver luften på vogndækket skiftet 12-13
gange på en overfart, det er mere end rigeligt og langt over, hvad
der stilles af krav. Desuden er støjniveauet faldet fra 90 dB til
80 dB, hvilket reelt betyder et fald til ca. 20 %.
“Nu kan man høre skibets skruer, når man står på vogndækket. Før
kunne man kun høre larmen fra ventilatorerne, så det er en
væsentlig forbedring af arbejdsmiljøet på dækket”, forklarer
Carsten Johansen.

Halveret energiforbrug
For Scandlines er det blevet lidt en sport at optimere på
energiforbruget på færgerne, og det er lykkedes at finde så store
besparelser på færgen Prinsesse Benedikte, at forbruget er faldet
til det halve siden indsættelsen i 1997. Målet er en færgefart, der
ikke udleder CO2, og hvis eneste affaldsprodukt er vand.
“Det er så nemt at gøre det rigtige, nemlig at investere i nye
energirigtige løsninger frem for at gå og vedligeholde på noget
gammelt udstyr. Når man reparerer på det gamle, så har man jo også
udgifter til det, men bagefter står man tilbage med det samme, man
har ikke fået noget bedre. Hvis man i stedet bruger pengene på at
købe nyt og samtidig kan spare på energien, så er det win-win”,
mener Carsten Johansen, der brænder for at gøre en forskel med sit
arbejde – også for miljøets skyld.
“Så det er jo heldigt, at det også er et godt salgsargument for
Scandlines, at vi har et grønt skib”, griner han.

Samtidig med optimeringen af ventilationen på vogndækket er i
alt 36 ventilatorer rundt omkring på færgen blevet skiftet til
EC-ventilatorer fra ebmpapst, så den samlede energibesparelse på
ventilationen er 2 mio. kWh/år. Det reducerede energiforbrug
betyder, at Prinsesse Benedikte nu på de fleste ture kan klare sig
med den ene dieselgenerator og batteripakken.

LÆS også: Dolle Nordic – Stigende salg af hemsestiger til kostbar plads
ebmpapst – Scandlines sparer 2 mio. kWh/år med grønnere ventilation's Firmaprofil
Cookie-indstillinger