Nørhalne VVS – Nordjysk VVS-virksomhed vækster og søger nye medarbejdere

Dette billede illustrere Nørhalne VVS – Nordjysk VVS-virksomhed vækster og søger nye medarbejdere

Nørhalne VVS har med sine 45 år på bagen oplevet både op- og
nedture i takt med konjunkturudviklingen siden 1970. Da
finanskrisen kom, havde virksomheden ca. 45 medarbejdere, og i
kriseårene var Nørhalne VVS reduceret til 30-35 mand. I dag er
antallet af medarbejdere på vej mod 50, og Nørhalne VVS begynder nu
at mærke flaskehalsproblemer på det nordjyske jobmarked:

– Vi er inde i en meget positiv udvikling og oplever vækst på
alle forretningsområder. Derfor har vi de seneste 12 måneder mandet
op og planlægger også at gøre det i den kommende tid, forklarer
virksomhedens stifter Johannes Nielsen og fortsætter: –
Udfordringen er dog, at vi i dag får markant færre ansøgere – både
uopfordret og til opslåede stillinger. Det er jo fra en
samfundsmæssig betragtning et godt tegn, men hos os begynder det at
blive en bremse for yderligere vækst.

Johannes Nielsen ejer Nørhalne VVS sammen med Johnny Nielsen og
Mogens Østergaard. Og netop dette trekløver er en af forklaringerne
på virksomhedens succes. Nørhalne VVS har nemlig i dag tre kraftige
ben at stå på, der på den ene side kører uafhængigt af hinanden med
specialister inden for en række nicheområder, og på den anden side
giver en samlet styrke og stordriftsfordele.

Gennem årene har Nørhalne VVS især været kendt for sine
specialer inden for vedvarende energiløsninger. Firmaet har i mere
end 30 år lavet vedvarende energiløsninger (VE-løsninger) til
nordjyske virksomheder og husstande, og solvarme, jordvarmeanlæg og
varmepumper hører således til blandt virksomhedens specialer.
Hertil kommer opsætning og servicering af stokerfyr.

Virksomhedens andet ben står Johnny Nielsen for. Det handler om
VVS-entrepriser af enhver art, og her tager Nørhalne VVS i dag en
pæn bid af kagen af den store byggeaktivitet i Aalborg-området. I
øjeblikket har firmaet et større antal medarbejdere gående på
Aalborgs havnefront. Her i blandt på Plaza-byggeriet ved
Limfjordsbroen, der udover 31 nye luksuslejligheder og 84
ungdomsboliger omfatter 1.500 kvadratmeter kontorlokaler. Hertil
kommer et større byggeprojekt med blandt andet 269 ungdomsboliger
på Østre havn ligeledes i Aalborg.

– En af årsagerne til at vi har vækstet inden for entrepriser de
seneste år er, at vi har en stor gruppe af dygtige medarbejdere,
der i det daglige medvirker til at løfte opgaverne. Det at vinde
opgaverne er naturligvis et spørgsmål om pris, men det er også et
spørgsmål om kvalitet og om at få tingene færdige til den aftalte
tid, forklarer Johnny Nielsen.

I foråret 2015 kom endnu et ben til den voksende forretning.
Mogens Østergaard kom ind som partner i virksomheden og står i dag
for det nye forretningsområde industri og fjernvarme. Afdelingen
arbejder ud fra virksomhedens adresse i Nørhalne og er
specialiseret inden for store rørarbejder til både industri og
energiforsyning. I øjeblikket arbejder Mogens Østergaard og hans
ansatte blandt andet på en ni kilometer lang transmissionsledning
fra Aalestrup Fjernvarmeværk, montage af prærør på solfangeranlæg
samt flere større rørarbejder i forbindelse med Aabybros nye
flisfyrede fjernvarmeværk.

– Specialiseret rørarbejde er en nicheforretning, som vi
forventer os meget af – både inden for industri og forsyning. Vi
startede afdelingen i foråret og har i dag allerede 8-10
medarbejdere i arbejde. Inden for kort tid skal vi endda bruge
yderligere folk til nye opgaver, som vi allerede har fået i ordre
til det nye år, siger Mogens Østergaard.

De tre medejere er enige om, at den gunstige situation for
Nørhalne VVS er forårsaget af dels en generel øget
samfundsaktivitet og dels, at virksomheden har sat sig på nogle
specialeområder, der efterspørges mere og mere. Som seneste tiltag
har firmaet ansat ny servicechef. Den nye servicechef, Klaus
Nielsen, kommer fra en stilling som CTS-teknikker og vil indgå i
firmaets daglige arbejde og skal medvirke til at styrke og vækste
serviceafdelingen

LÆS også: Studerende udvikler værdifuldt beregningsværktøj
Nørhalne VVS – Nordjysk VVS-virksomhed vækster og søger nye medarbejdere's Firmaprofil
Cookie-indstillinger