Dansk Metal – Underskud af metalarbejdere truer dansk økonomi

Dette billede illustrere Dansk Metal – Underskud af metalarbejdere truer dansk økonomi

Når en dansk produktionsvirksomhed i fremtiden skal have dækket
behovet for faglært arbejdskraft, så bliver det væsentligt sværere
end i dag. Hvor der i mere end 20 år har været arbejdskraft nok til
at dække efterspørgslen i jern- og metalindustrien, så knækker
kurven nu, og der vil de næste mange år være en større
efterspørgsel efter faglærte metalarbejdere, end markedet kan
dække.

“Det er et kæmpe stort problem for den danske industri, men i
sidste ende skader det også dansk økonomi. Uden faglært
arbejdskraft er der ingen produktion. Derfor er det en overhængende
risiko, at virksomheder må flytte produktionen derhen, hvor der er
ledige hænder at få. For det er ikke i Danmark, hvis ikke vi
øjeblikkeligt retter skuden op”, siger formand i Dansk Metal, Claus
Jensen.

En række af uddannelserne inden for jern- og metalområdet tager
fire år at gennemføre. Derfor er det ifølge Dansk Metal i 11. time,
hvis vi skal nå at rette op på denne ubalance. Det er de årgange,
som optages på erhvervsskolerne de kommende år, der skal dække den
mangel, vi vil se i nærmeste fremtid.

“Det er afgørende, at regeringen dropper de planlagte
besparelser på erhvervs- og efteruddannelserne. Tallene viser med
al tydelighed, at det er netop disse uddannelser, vi skal
opprioritere”, siger Claus Jensen.

Dobbelt så mange praktikpladser

Det er især smede og industriteknikere, der er en mangelvare i
industrien. Ifølge tal fra Dansk Metals A-kasse, så har mere end
2600 flere industriteknikere forladt arbejdsmarkedet, end der er
blevet uddannet over de seneste fem år.

“Det hænger i høj grad sammen med, at det er svært at finde
praktikpladser. Det bremser de unge i at tage erhvervsuddannelser.
Og det er jo en stor skam, når en uddannelse og et job som for
eksempel industritekniker både er velbetalt og har gode
karrieremuligheder”, siger Claus Jensen.

Manglen på praktikpladser inden for jern- og metalområdet er så
stor, at Dansk Metal mener, at virksomhederne bør tage dobbelt så
mange lærlinge, som de gør nu, hvis manglen på faglærte skal
bremses.

“Det her har været et problem i alt for mange år, og nu kommer
vi til at mærke konsekvensen af den flaskehals, som manglende
praktikpladser har skabt. Der er heldigvis mange virksomheder, der
godt kan se, at det er vigtigt at bidrage til uddannelsen af
faglærte. Men der er stadig virksomhedsejere, der går mere op i
aktiekurser, oliepriser og rammevilkår, end det vigtigste råstof i
industrien – nemlig de faglærte”, siger formand i Dansk Metal,
Claus Jensen.

Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at
manglen på faglærte i metalindustrien de næste mange år vil vokse
markant. Således spår AE, at der i 2025 vil mangle 30.000 faglærte
på jern- og metalområdet

Cookie-indstillinger