Copytec bliver Ricohs 3D-partner



Nu er det en kendsgerning, at Ricoh har indgået en officiel samarbejdsaftale med Copytec som deres tekniske 3D-partner i Danmark.

Copytec, der ejes af Bjarne Rasmussen, har været Ricoh-forhandler og –partner siden 1980, så det er to virksomheder, der virkelig kender og respekterer hinanden, som nu ses i et nyt set-up.

I 2017 blev Copytec kåret som den mest innovative Ricoh Partner i Danmark

– Det har været et helt naturligt valg for os, at fortsætte et tæt og tillidsfuldt samarbejde med Bjarne Rasmussen, der gennem de seneste år har interesseret sig for og arbejdet med 3DP-segmentet og teknologien. Copytec har igennem det det seneste års tid har været knyttet til os som sparringpartner på 3D-området, så de kender allerede vores produkt, fortæller Søren Krogh-Nielsen, der er adm. direktør hos Ricoh Danmark.

Ricohs 3D printer er udviklet i Japan sammen med en japansk partner. Der er tale om en SLS-printer med et stort byggevolumen, 55 x 55 x 50 cm, og en åben platform, således at materialevalget er meget bredt. Printeren hedder AM S5500.

– Netop den store byggevolumen og den åbne platform, er åbenlyse fordele ved AM S5500. Hvis en kunde fx har et ønske om at printe i et specifikt materiale, kan Ricoh hjælpe med at få det til at fungere, forklarer Bjarne Rasmussen.

Det vigtigste for Copytec og Ricoh er ikke så meget at få sat en række AM S5500-maskiner ud i danske produktionsvirksomheder.

– Vi starter ikke med at sælge maskiner som det første. Vi vil i stedet starte med at tale om strategi og uddannelse. Og vi vil rådgive markedet, fortæller Søren Krogh-Nielsen.

– Vi skal ikke vise markedet, hvordan de kan fremstille et eksisterende produkt, men hvordan de kan fremstille et tilsvarende produkt og nye produkter, der øger effektiviteten, kan noget mere, kan noget smartere, der ikke var muligt i traditionel produktion. Vi skal vise dem muligheden for at tænke produktion i en 3DP-tid, fortsætter Bjarne Rasmussen.

For Ricoh er det vigtigt at komme i kontakt med produktionsvirksomhedernes direktioner. Det er her mind-set’et først og fremmest skal justeres til de muligheder, der eksisterer under Industri 4.0 med robotteknologi, 3D print og kunstig intelligens.

Ricohs 3DP AM S5500 er en professionel løsning. Markedet er større og mellemstore produktionsvirksomheder, der har mulighed for og er villige til at omstille produktionen til også at arbejde med 3D-løsninger.

AM S5500 er målrettet såvel slutprodukter som funktionelle prototyper. Men det er stadig sidstnævnte, der udgør det største marked. Den seneste installation i Europa er sket hos Daimler, som gennem mange år har benyttet additive manufacturing til fremstilling af netop funktionelle prototyper.

Ricoh, der er en kendt aktør inden for kopi- og printmarkedet, er også kendt for at kunne tage nye forretningsområder ind i virksomheden. Den seneste succes på dette område er det første intelligente whiteboard, som er udviklet i samarbejde med IBM og deres Watson-teknologi.

Copytec 3D Solutions ApS's Firmaprofil