Hi messe – Vindindustrien samles om teknologinyheder og innovative løsninger i Herning

Vindenergi stormer frem og har med grøn omstilling og teknologiske fremskridt et stort potentiale for videreudvikling. Det er omdrejningspunktet, når WIND ENERGY DENMARK 2017 mandag 2. oktober skyder aktiviteterne på årets hi Tech & Industry Scandinavia i MCH Messecenter Herning i gang én dag før den officielle åbning af hi-messen.
 
Et enormt potentiale
hi Tech & Industry Scandinavia danner rammen, når over 130 virksomheder fra vindmøllebranchen mødes til WIND ENERGY DENMARK 2017 for i fællesskab at undersøge og sætte fokus på det enorme potentiale, der er for at gøre vindenergi endnu mere konkurrencedygtig og innovativ.
 
Arrangementet byder på et tankevækkende og interessant konference- og workshop-program i Hal F, hvor over 40 udstillere står klar til at inspirere og fremvise nyheder. Arrangementets centrale tema handler om, hvor vindmølleindustrien er på vej hen og hvilke udfordringer, der skal løses i fællesskab:
 
– En global førerposition kommer ikke af sig selv, hverken for den enkelte virksomhed eller den danske værdikæde som helhed. Virksomhederne i den danske vindmøllebranche er afhængige af hinanden, og vi deler et skæbnefællesskab, siger Anders Mika Dalegaard, medlems- og eventansvarlig hos Vindmølleindustrien i Danmark, og understreger fortsat vigtigheden af, at emnet behandles i fællesskab:
 
– Mens vi har et øje på den strategiske udvikling af hver vores forretning, bør vi i høj grad også have et øje på de fælles strategiske udfordringer for industrien. Har vi ikke et øje på det fælles, er den ultimative konsekvens, at vi går fra udvikling til afvikling af den danske vindbranche.
 
Fire fokuserede spor
Under WIND ENERGY DENMARK 2017 har arrangørerne fra Vindmølleindustrien og Dansk Forskningskonsortium for Vindenergi i samarbejde med industri- og forskningssamarbejdet Megavind udpeget en række centrale emner, der har særligt behov for opmærksomhed i de kommende år. Emnerne er inddelt i fire spor, der bliver omdrejningspunkt for arrangementet: “Industrialization & standardization”, “Grid systems, integration and infrastructure”, “Operation & Maintenance” og “Next generation technology”.
 
Fælles for de fire spor er, at det handler om at udnytte kræfter og teknologi endnu mere effektivt end i dag. Eksempelvis handler “Grid systems, integration and infrastructure” kort sagt om, hvordan branchen gearer elnettet og møllerne til at sikre en høj forsyningssikkerhed, og “Operation & Maintenance” trækker behovet for øget digitalisering og big data frem i lyset. Fremtidens udfordringer bliver vendt i “Next generation technology”, hvor spændende udfordringer skal løses hurtigt for at følge med den konstante udvikling, og standardisering bliver vendt som forslag til at stå stærkere i konkurrence med andre energiteknologier i “Industrialization & standardization”.
 
I alle fire spor vil der være high-level sessions med talere, der deler deres syn på udfordringer og sejre for vindenergien, og rammerne er dermed skabt for gode diskussioner, vidensdeling og inspiration:
 
– Megavinds fire områder vil være i fokus i de kommende år. Mange virksomheder bidrager allerede til det fælles ansvar og deler erfaringer og viden, så vi ser frem til at tage diskussionen om fremtiden, afslutter Anders Mika Dalegaard.
 
WIND ENERGY DENMARK afholdes i forbindelse med hi Tech & Industry Scandinavia i MCH Messecenter Herning 2.-3. oktober. hi Tech & Industry Scandinavia åbner officielt tirsdag 3. oktober.

Cookie-indstillinger