Robotten fra Aalborg ansætter Keld Thorsen

Robert ApS, med base i Aalborg, har udviklet en robot til genoptræning af sengeliggende patienter og er nu ved at gøre sig klar til at indtage det globale marked for genoptræningsudstyr.

”Vi går internationalt fra dag 1,” siger nytiltrådte CEO, Keld Thorsen, som har en solid erfaring i afsætning af udstyr på det internationale marked. ”Vi er nu i fuld gang med at opbygge et internationalt forhandlernet, som kender til afsætning af hospitals- og plejehjemsudstyr eller til afsætning af robotløsninger inden for transport på hospitaler og plejehjem,” fortsætter Keld Thorsen.

Robotten ROBERT® er med til at styrke tidlig mobilisering af sengeliggende patienter, således at følgesygdomme som tryksår, blodpropper i benene, yderligere reduktion af muskelmasse mindskes. Dermed øger ROBERT® muligheden for, at patienten kommer sig hurtigere og bliver hurtigere i stand til at komme hjem eller komme videre til mere ambulant behandlingsforløb.

ROBERT® er helt unik ved, at fysioterapeuten eller sygeplejersken blot skal føre ROBERT® gennem den ønskede bevægelse, hvorefter ROBERT® gentager den bevægelse i det ønskede antal gange. Dette sikrer også, at patienten kan få skræddersyede genoptræningsforløb.

”Vi tænker internationalt i vores måde at arbejde og kommunikere på. Fokus i denne tid er Europa, men vi vil inden længe søge forhandlere uden for Europa. Jeg forventer ikke, at salget i Danmark bliver meget mere end et par procent af omsætningen,” slutter Keld Thorsen.

Cookie-indstillinger