MiR tog hovedprisen – Mobile Industrial Robots vinder EY Entrepreneur Of The Year 2018
Mobile Industrial Robots er en førende producent af selvkørende og samarbejdende mobile robotter og har skabt en helt ny industri i Danmark, som er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr, lyder det bl.a. fra landsjuryen. Virksomheden skal nu repræsentere de danske farver ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco i 2019, hvor vindere fra flere end 50 lande vil dyste om sejren.
Fynske Mobile Industrial Robots hyldes som dette års EY Entrepreneur Of The Year ved landskåringen i Forum i København torsdag aften foran 800 erhvervsledere. Med titlen følger også æren af at repræsentere Danmark ved verdensfinalen, EY World Entrepreneur Of The Year, i Monaco i juni 2019.
I sin motivation for kåringen af Mobile Industrial Robots lægger den uafhængige landsjury særligt vægt på:
- Mobile Industrial Robots ligger forrest i feltet og trækker mange flere med. Ikke alene har de skabt en helt ny industri i Danmark, som er godt på vej til at blive et globalt væksteventyr. De hjælper også virksomheder verden over med at automatisere og optimere.
- Dette års vinder er en aktiv del af et levende miljø, hvor de inspirerer andre omkring sig og selv fører nye ideer ud i livet.
- Mobile Industrial Robots er born global og first mover. Virksomheden er i foråret solgt for 1,6 mia. kr. – efter blot fire år. Det mener juryen er et klart udtryk for virksomhedens disruptive potentiale og innovationshøjde. Thomas Visti og Niels Jul Jacobsen har begge et stort drive, iværksætterhjerte, stædighed, disciplin og energi.
“Titlen som EY Entrepreneur Of The Year i Danmark gives til en virksomhed og dens ejere, der på bedste vis formår at forene en stærk forretningssans med vækstskabelse og udvikling, og hvor entrepreneuren er en rollemodel for den kommende generation. Med Mobile Industrial Robots har vi fået en utrolig spændende vinder, som jeg er sikker på, vil få stor bevågenhed i Monaco til EY World Entrepreneur Of The Year, ” siger Lars Fløe Nielsen formand for landsjuryen i EY Entrepreneur Of The Year.
“Jeg er virkelig stolt af prisen. Det er en stor anerkendelse af den rejse, vi er på, af, vores produkter og af vores dedikerede medarbejdere, der er med til at sætte den ene rekord efter den anden. Det her er en pris til hele virksomheden, og den er med til at understrege vores udvikling de seneste år. Vi fortsætter med fuld fart ind i det nye år og vil blandt andet øge vores globale tilstedeværelse yderligere,” siger CEO Thomas Visti.
Tallene taler for sig selv
Da verdens førende producent af samarbejdende mobile robotter, MiR, i juni lancerede sin første mobile robot til paller, MIR500, vakte den så stor opsigt, at ordrebøgerne næsten med det samme blev fyldt, og virksomheden måtte fordoble sin produktion i Odense. Men også toplinjen hos MiR kommer til at slå alle tidligere rekorder i år. Alene det første halvår bød på en omsætningsvækst på 130 procent, mens der er blevet mandet op med 75 ansatte, så medarbejderstaben nu tæller 127 med yderligere 22 stillinger slået op pt. Samtidig fortsatte den globale ekspansion med åbning af nye kontorer i San Diego og Shanghai, og i 2019 planlægger virksomheden at åbne yderligere kontorer.






