ZÜBLIN – Havneudvidelsen af LINDØ port of ODENSE er i fuld gang
• Nyt havneområde skal skabe vækst på Fyn
• Teknisk krævende opgave med internationale aktører
• Flot dronevideo giver overblik over projektets udvikling
Nyt havneområde skal skabe vækst på Fyn
LINDØ port of ODENSE er i vækst og har behov for at udvide og tilpasse havnen til de danske og internationale virksomheder, der i stigende grad etablerer sig på Lindø. Derfor udvides det eksisterende havneområde med 400.000 kvadratmeter og en kilometer ny kaj med et specielt heavy loadområde, hvor der kan udskibes tunge elementer som eksempelvis havvindmøller.
Havneudvidelsen udføres i totalentreprise af et joint venture bestående af danske ZÜBLIN A/S og JAN DE NUL GROUP fra Luxembourg. Kontrakten lyder på 350 millioner kroner, og det er ifølge LINDØ port of ODENSE en nødvendig investering, hvis havnen fortsat skal tiltrække de store danske og udenlandske aktører.
Teknisk krævende opgave med internationale aktører
Det er en teknisk krævende opgave, som ZÜBLIN og JAN DE NUL er i gang med at udføre. I første fase installerer ZÜBLIN 25.000 kvadratmeter spuns og 450 kajvægsankre i fjorden, mens JAN DE NUL pumper to millioner kubikmeter sand ind for at etablere det nye havneområde.
Teknisk direktør for ZÜBLINs forretningsenhed Fundering & Anlæg, Thomas Bentsen, udtaler på vegne af joint venturet:
”Den internationale ekspertise er stor på dette projekt, hvor både ZÜBLIN og JAN DE NUL trækker på erfaring fra tidligere projekter i udlandet. Der er et spændende marked for havneudvidelser i Danmark og begge virksomheder ser dette projekt som en god indgangsvinkel til det danske marked. Vi har et godt og konstruktivt samarbejde med bygherren om at udvikle de rigtige løsninger til at fremtidssikre LINDØ port of ODENSE.”
Flot dronevideo giver overblik over projektets udvikling Parterne bag projektet dokumenterer udførelsen i en serie af dronevideoer, hvoraf den første viser det indledende arbejde med at installere spuns og ankre samt indpumpe sand.
Den første video fra havneudvidelsen af LINDØ port of ODENSE kan ses her






