FORCE – Servitization kan skabe ny milliardomsætning hos danske fremstillingsvirksomheder

Dette billede illustrere FORCE – Servitization kan skabe ny milliardomsætning hos danske fremstillingsvirksomheder

Servitization er industrivirksomheders transformation fra primært at være en produktleverandør til i højere grad at sælge services knyttet til produkterne. At mestre produkt-service-forretningsmodeller er i dag en afgørende konkurrenceparameter i mange brancher, og mange virksomheder kan hente ny vækst gennem serviceydelser. Ud over attraktive indtjeningsforbedringer, så kan brugen af serviceydelser også være med til at forlænge et produkts levetid og graden af genanvendelse, og samtidigt skabe et tættere bånd mellem virksomhed og kunde.

I Industriens Fond har vi i en årrække interesseret os for servitization som en konkurrenceevneforbedrende metode. Sammen med Copenhagen Business School og 20 virksomheder har vi arbejdet med at udvikle viden og erfaringer om emnet i en dansk kontekst,” siger Industriens Fonds bestyrelsesformand Sten Scheibye, og peger på at erfaringerne har været så tilfredsstillende, at fonden nu går videre med servitization-arbejdet. Også fordi det er højrelevant netop nu.

Med tiltagende konkurrence fra vækstlande, der også satser på servitization, såvel som med den hastige udvikling af nye digitale serviceydelser, der radikalt har ændret forholdet mellem kunde og producent i alle brancher, er der behov for at sætte ekstra skub på udviklingen i Danmark. Især hos mindre og mellemstore virksomheder ligger der et stort potentiale og derfor sigter det nye initiativ særligt efter at få servitization på dagsordenen netop hos dem,” siger Sten Scheibye.

Succes med servitization – men potentialet er endnu større

Produkt-servicemodeller findes i forskellige former. Det kan for eksempel være vedligeholdelseskontrakter, der garanterer et produkts funktionsevne og oppetid. Det kan også være datadrevne services baseret på sensorteknologi og big data, som gør det muligt for kunden at aflæse og styre et produkt via smartphone. Andre virksomheder ”servitizer” ved at blive en partner og rådgiver i kundernes udviklings- og innovationsprocesser.

På Copenhagen Business School (CBS) har man de seneste fire år opbygget en stor viden om servitization i Danmark. Forskningen har vist, at flere danske virksomheder investerer i, og prøver kræfter med, produkt-servicemodeller. Men forskningen viser samtidig, at der stadig eksisterer et stort uudnyttet vækstpotentiale.

Servitization er for mange virksomheder en udfordrende rejse, der kræver dedikation fra ledelsen, nye kompetencer, opkvalificering af medarbejdere og forandringer i organisationen. Dertil kommer udfordringer forbundet med at implementere ny teknologi og udvikle datadrevne services. Det er blot nogle af de udfordringer, som det nye projekt – Servitize.DK – skal adressere.

Udfordringer gøres til muligheder

Konkret skal Servitize.DK-projektet hjælpe danske virksomheder med at implementere servitization i forretningen. Det gøres ved at understøtte udviklingen af konkrete produkt-servicekoncepter, herunder ved at sætte spot på strategi, ledelse, teknologi, design, organisering og netværk. Alt dette skal ske med en tæt kobling til forskningen, der blandt andet skal belyse, hvordan servitization kobles til den strategiske digitale transformationsproces, som mange virksomheder står over for.

Med udviklingen inden for Industry 4.0 står industrien overfor enorme forandringer, som med de rette tiltag også kan medføre enorme muligheder,” fortæller Juan Farré, der er CTO hos FORCE Technology og uddyber:

Ved at koble data, serviceydelser og produkter i nye koncepter og forretningsmodeller, kan klassiske ordreproducerende virksomheder blive fremtidens integrerede servicevirksomheder. Denne transformation er afgørende for Danmarks fremtid og kan kun løftes i bredt samarbejde med de mest kompetente aktører – og de er nu samlet i ét samlet initiativ.

Professor MSO på CBS, Juliana Hsuan, tilføjer: ”Skiftet hen mod en servicetankegang kræver en radikal omstilling af forretningsmodellen til at omfavne de udfordringer og muligheder, der ligger forude. Ved at fremme viden om, hvordan virksomheder arbejder med deres strategi og hvordan de håndterer synergien mellem produkt, service og data, er vores målsætning at styrke danske virksomheders konkurrenceevne.

Projektet Servitize.DK løber over de næste fire år. Ambitionen er, at projektet bidrager til at sætte et markant aftryk på dansk erhvervsliv, så flere virksomheder omfavner mulighederne i servitization, og dermed styrker konkurrenceevnen i en global økonomi, hvor serviceydelser målrettet kundens behov, bliver en stadig mere central konkurrenceparameter.

Fakta om projektet:

Projektnavn: Servitize.DK

Partnere: FORCE Technology, Copenhagen Business School, Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet og Industriens Fond.

Tidsramme: 2019-2022.

Økonomi: Industriens Fond støtter projektet med 29 mio. kroner.

Uddybning af pressemeddelelse om Servitize.DK

Formålet med projektet Servitize.DK

Indsatsens formål er at løfte konkurrenceevnen, vækst og værdiskabelsen blandt danske industrielle SMVer gennem en øget udbredelse af produkt-service forretningskoncepter i danske industrivirksomheder.

Formålet er, at virksomheder gennemfører et konkret virksomhedstilpasset udviklingsforløb fokuseret på at udvikle og/eller implementere produkt-serviceløsninger (Servitize.DK Transform). Forløbene forventes at vare 3-4 måneder indeholdende i gennemsnit 5 workshops med vide rammer for tilpasning og opfølgning efter de konkrete behov i virksomheden.

Der lægges stor vægt på de operationelle fokusområder, som FORCE Technology og Aarhus Universitet BTECH har identificeret i tidligere projekter, hvor kundeindsigt sammenholdes med forretningsmodel, teknologi og organisation/ledelse.

I forhold til det hidtidigt støttede servitization-projekt, ”Driving Competitiveness Through Servitization” og ”Fra Big Data til Big Business” ved CBS, vil Servitize.DK prioritere at operationalisere den eksisterende viden i konkrete virksomhedsforløb.

Metode:

Programmet følger de tre hovedspor, der er illustreret i nedenstående model.

 

Servitize.DK Forum er programmets netværks-, formidlings-, og videndelingsplatform. Formålet med Servitize.DK Forum er at udbrede viden om servitization bredt blandt små og mellemstore danske fremstillingsvirksomheder, samt at sætte begrebet stærkere på dagsordenen hos beslutningstagere, erhvervsorganisationer såvel som i dagspressen.

Et andet vigtigt formål er at tjene som matchmaking-platform for de virksomhedsnære forløb i de to førstnævnte spor, f.eks. mellem virksomheder og de forskere, konsulenter og/eller studerende, der skal være videnressourcer i forløbene.

Servitize.DK Transform er det centrale instrument i programmet. Transform består af gennemførelsen af 120 skræddersyede, faciliterede caseforløb med afsæt i virksomhedernes behov, udfordringer og potentialer i implementeringen af produkt-service forretningsmodeller. Hertil kommer 10 testforløb med virksomheder.

Servitize.DK Research vil understøtte det fortsatte forskningsbehov på området i tæt samspil med de virksomhedsnære aktiviteter og under inddragelse af virksomhedscases i forskningen. Research udgøres af to ben, en følgeforskning af Transform forløbet ved Aarhus Universitet BTECH for at sikre optimal udvikling af virksomheders konkurrenceevne – og på CBS fortsætter man med sine servitization forskningsaktiviteter og transformationsprocesser i 20 virksomheder og supplerer med workshops, konferencer, foredrag og online materiale for at tilvejebringe den nyeste viden på område.

Videndeling, cases og kompetencedeling: For at sikre en positiv fremdrift i Service.DK Transform bliver der årligt gennemført 3 netværksdage blandt de 5 aktører (Aarhus Universitet BTECH, Copenhagen Business School, FORCE Technology, Teknologisk Institut samt Alexandra Instituttet, der bidrager med nye teknologier AR og VR, kunstig intelligens og dataforståelse). Formålet med netværksdagene er at formidle akkumuleret viden, herunder forskning som gennemføres parallelt, samt økonomi, opnåede resultater og samarbejde. Dermed sikre vi en koordineret indsats for hele Servitize.DK-programmet på tværs af alle aktører.

Effekt:

De overordnede effektmålsætninger omfatter:

  • Bevidstheden om servitization blandt danske SMVer forøges markant i løbet af de næste 3 år, som resultat af Servitize.DK-programmet.
  • Programmet tilvejebringer samlet set en markant, målbar additionel vækst hos de deltagende virksomheder set i en forhold til en situation, hvor de ikke havde været i berøring med programmet.
  • Programmet er katalysator for en markant større udbredelse af produkt-service forretningsmodeller i dansk industri, herunder digitale servitization-modeller, blandt industrielle SMVer i løbet af de næste 3 år.
  • Programmet er med til at generere nye forskningsbaserede indsigter om servitization og bringe dem i spil i konkrete virksomhedscases såvel som i den offentlige debat.
  • Programmet bidrager samlet set til indfrielsen af FN’s verdensmål.
LÆS også: Phoenix Contact – Sikkerhedscontroller til det åbne PLCnext Technology økosystem
FORCE – Servitization kan skabe ny milliardomsætning hos danske fremstillingsvirksomheder's Firmaprofil
Cookie-indstillinger