Her er den nye Samsung Galaxy S10

Dette billede illustrere Her er den nye Samsung Galaxy S10

Det går nemlig ikke stille for sig med den seneste portefølje af smartphones fra Samsung. Vi viser dig her Samsung Galaxy S10, S10e og S10+.

Skærm

Det er næsten en tradition, at Samsungs nyeste smartphones får prædikatet ”bedste skærm”, og Samsung har igen lagt sig i selen for at levere en flot og stærk konkurrent til andre store smartphone-udviklere. På alle tre modeller sidder der en Super AMOLED-skærm. Forskellen på størrelse og udformning er til at tage at føle på, for hvor Samsung med S9 og S9+ kun gav muligheden for at købe en telefon med buet skærm, kan man nu med S10e vælge en flad skærm igen – og der er stadig et stort marked for mobilbrugere, der bedst kan lide en smartphone med netop det, så her kan Samsung have ramt rigtigt. S10e har en 5,8” flad Super AMOLED-skærm, som nok skal klare jobbet ganske fint. S10 kommer med en buet 6,1” skærm, og S10+ er den store model på 6,4” med Super AMOLED-skærmteknologi.

Desuden er der et lille hul til frontkameraet i selve skærmen. Ikke som en notch i toppen af skærmen, som det ses på andre mærker, men som et ”hul” øverst i det ene hjørne af skærmen. Bredden på hullet varierer efter hvor mange frontkameraer, telefonen har. Mere om det herunder.

Kamera

På S10e og S10 er der 1 frontkamera, hvor der er to i S10+ modellen. Fælles for alle tre modeller er, at selfiekamerasensoren er en 10MP-model med en blænde på F1.9, som trækker godt med lys ind, også i mørke omgivelser. I S10+ er der sågar fundet plads til en 8MP ultra-wide sensor, som giver flere muligheder for spændende selfiebilleder.

Ligesom med skærmen, har Samsung Galaxy-telefoner altid været førende indenfor kvaliteten af de billeder, man kan tage med telefonens kameraer.

Bagpå sidder der da også på alle modeller en kombination af lysfølsomme og ultra-wide sensorer. S10e leverer en dobbeltkameraløsning med en 12MP (f1.5/F2.4) sensor med autofocus og dual pixel og en 16MP ultra-wide sensor. S10 og S10+ har derudover også en 12MP zoom-sensor i et triple camera setup.

Fingeraftrykslæser

Der er, ligesom i forgængeren S9 og S9+, fingeraftrykslæser i alle 3 nye modeller, men det er især i de to stærkeste modeller, S10 og S10+, man ser den største forskel fra tidligere modeller. Samsung har nemlig fundet plads til fingeraftrykslæseren under skærmen på de to større modeller, hvor den på S10e sidder på siden af mobiltelefonen. Vi krydser fingre for, at Samsung har fundet en god løsning, som ikke volder telefonen besvær med at registrere fingeraftryk.

Batteri

Det er ikke fordi selve kapaciteten af batteriet er nyskabende, da S10e, S10 og S10+ kommer med hhv. 3100 mAh, 3400 mAh og 4100 mAh. Til gengæld får man i alle tre modeller trådløs og hurtigopladning, ligesom man også får mulighed for trådløs strømdeling, så man kan hjælpe andre devices med at holde strømmen lidt længere. En rigtig smart feature, som med stor sikkerhed kan blive brugbart på farten.

Byggematerialer

Alle tre nye telefoner er bygget i metal og 3D-glas, og har alle IP68-certificering, hvilket betyder at de er støv- og vandtætte i særligt høj grad. Som nævnt er S10e bygget i et fladt design, hvor S10 og S10+ har den velkendte buede form, som blev indført med S6 Edge, og som er blevet udviklet og forfinet siden da.

Hukommelse

Uanset om man køber den lidt billigere S10e eller går all in på S10+ får man masser af hukommelse. 6GB RAM og 126GB ROM på S10e er absolut godkendt til almindeligt dagligt brug. Den større model, S10, får 8GB ROM. På pladsfronten skiller S10+ sig ud med tre valgmuligheder for pladsen til billeder, videoer og andre filer. Her får man nemlig stillet enten 128GB, 512GB eller 1TB til rådighed. Og selvom man ofte bruger en cloudtjeneste til at opbevare videoer og billeder, vil der være nogen, for hvem den ekstra plads kommer rigtig belejligt.

Hvordan virker de tre nye mobiltelefoner så i virkeligheden? Vi glæder os til at få lidt tid med Samsungs nyeste skud på stammen, så vi kan danne os et indtryk af hvor stor en forskel der er på den nye kollektion ift. forgængerne S9 og S9+ – og hvor Samsung står ift. konkurrenterne.

Cookie-indstillinger