Kollektio udvikler overvågningsplatform til Desmi

Teknologivirksomheden leverer både sensorteknologi og IoT-platform til DESMI, hvor online pumpeovervågning skal udrulles i sortimentet

DESMI vil onlineovervåge sine pumper. Dataopsamlingseksperten Kollektio har udviklet løsningen, og første skridt er udrulning i DESMIs pumper til akvakultur. IoT-overvågningen skal blandt andet give onlinestatus om vedligeholdelse og effektivitet, og her skal det første projekt snart installeres ved Danish Salmon i Hirtshals.

– Overvågningen giver vores servicefolk mulighed for onlinesupport, når der skal fejlfindes i samarbejde med kundens tekniker. Løsningen er også lavet på en måde, hvor vi egentlig kan tilbyde datapunkter inden i kundernes SCADA-system, siger Business Development Manager Jacob Foldager, DESMI.

Løsningen fungerer ved hjælp af et IoT-device, som er monteret på pumpens frekvensomformer. Her aflæser en sensor og skaber data om for eksempel vibration, KW-forbrug og temperatur i en softwareplatform.  

Leverer komplet løsning

Kollektio har sine kompetencer i både udvikling af hardware og i softwareplatformen. Kompetencerne var også årsagen til, at virksomheden blev valgt, fordi den brugerdefinerede løsning blev skabt fra bunden af ud fra DESMIs specifikationer. 

– Vores device måler temperatur, tryk og vibration, og det gør løsningen relativ unik, siger Jan Højer Pedersen, Kollektio.

Andet nyt fra Pumpe-verdenen

Han fortæller samtidig, at overvågningen ikke kræver, at medarbejdere skal overvåge pumperne konstant. Der bliver i stedet sendt en alarm ved unormal drift, og så reagerer teknikeren og ser på pumpens livedata.

Udrulles først i niche

Parterne har arbejdet med overvågningsløsningen i halvandet års tid. I første omgang skal teknologien udrulles i DESMIs akvakultur-sortiment, som blandt andet er pumper til fiskeopdrætsfarme.

– Der er fiskeopdrætsanlæg spredt rundt i hele verden og på svært tilgængelige steder. Her er der stor værdi i at kunne supportere kunderne på afstand, men også at sikre pumperne kører 24/7, fortæller Jacob Foldager.

I fiskeopdrætsindustrien er især de store hovedpumper kritiske aktiver. En kontinuerlig gencirkulation af vandet i dambrug sikrer nemlig rent, afgasset, iltet og hærdet vand til fiskebestanden og er afgørende for velfærden og væksten i produktionen.

Udvikle og forfine

Udover åbenlyse servicefordele giver overvågningen også en masse brugbare data i forhold til udvikling af nye produkter, men også til at forfine af eksisterende produkter. – Vi kan overvåge om tryk og flow er inden for området, som pumpen er solgt og designet til. Vi kan også se, at virkningsgraden er så effektiv, som den skal være, siger Jacob Foldager.

LÆS også: Ny Video for DESMI DSL CentrifugalPumpe
DESMI A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *