Siemens aftaler opkøb af Fire Safety forretningen fra Danfoss
Siemens aftaler opkøb af Fire Safety forretningen fra Danfoss
Dette for at styrke den bæredygtige brandsikringsportefølje
Siemens Smart Infrastructure har indgået aftale om at opkøbe Danfoss Fire Safety, som specialiserer sig i brandbekæmpelsesteknologi, og er et datterselskab af Danfoss Group i Danmark. Opkøbet forventes at øge væksten og accelerere overgangen til en bæredygtig brandsikringsportefølje.
Danfoss Fire Safety vil rapportere til forretningsenheden Smart Infrastructure Buildings i Siemens, og styrker porteføljen med højtryksvandtåge, som er en avanceret og hurtigt voksende brandbekæmpelsesteknologi. Det effektive slukningssystem forurener ikke, hvilket gør det muligt for Siemens at betjene kunder over hele verden med en miljøvenlig løsning.
“Dette strategiske træk vil styrke vores position på det globale marked for brandsikkerhed og skabe grundlag for fortsat vækst,” siger Andrea Waenerlund, CEO for Siemens A/S og leder af Siemens Smart Infrastructure i Danmark og de nordiske lande. “Ved at opkøbe Danfoss Fire Safety vil Siemens være godt rustet til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter bæredygtige løsninger inden for brandslukning. Udvidelsen af vores produktsortiment vil gøre os i stand til mere effektivt at imødekomme de særlige krav fra det veletablerede byggemarked, herunder hurtigt voksende industrier som datacentre.”
“Danfoss Fire Safety er vokset til en global leder inden for salg, udvikling, produktion og service af certificerede stationære brandslukningssystemer. Imidlertid falder det uden for vores strategiske fokus. Vi er overbeviste om, at virksomheden sammen med kollegaerne i Fire Safety vil trives under Siemens’ ejerskab. Vores prioritet er nu at sikre en god overgang for vores medarbejdere, kunder, leverandører og partnere,” siger Troels H. Petersen, Senior Vice President for Corporate M&A hos Danfoss.
Danfoss Fire Safety har opereret som en fuldt ejet, ikke-kerneforretning af Danfoss Group siden 2019, og beskæftiger i øjeblikket 125 personer, hvoraf størstedelen er i Odense. Den enhed vil fortsætte med at operere som en separat juridisk enhed under banneret “A Siemens Business”. Transaktionen forudsætter godkendelse af myndigheder, og forventes afsluttet i slutningen af kalenderåret 2024. Vilkårene for transaktionen er ikke offentliggjort.
Yderligere information på Siemens.com og siemens.dk






