CG Jensen er hovedentreprenør på prisbelønnet Velux projekt
CG Jensen er hovedentreprenør på prisbelønnet Velux projekt
CG Jensen skal i hovedentreprise nedtage en række pionérpavilloner i Jernbanebyen i Københavns Sydhavn for at genopføre dem på nye lokationer – helt i tråd med husenes formål om at kunne genanvendes.
Det prisbelønnede VELUX Living Places projekt består af to energioptimerede huse og fem pavilioner, der er opført på en måde, så de kan nedtages og genopføres på nye lokationer. Husene, der er opført med et lavt CO2 aftryk og med cirkularitet for øje, har gennem de sidste to år oplevet stor opmærksomhed, hvor mere end 20.000 besøgende har lagt vejen forbi Jernbanebyen i Københavns Sydhavn, hvor husene er opført på en lejet grund.
Nu tiden dog kommet til at nedtage de syv huse, da lejemålet i Jernbanebyen udløber. Det er CG Jensen, der har fået opgaven.
”Det er en usædvanlig opgave for os. Vi er vant til at bygge – ikke til at skille ting ad. Materialerne skal kunne genbruges, så vi fotograferer og nummererer under nedtagningen, så vi er stand til at samle husene igen. Endelig er der også noget logistik i, hvordan materialerne pakkes; for det, du nedtager først – i dette tilfælde taget, er det sidste, der skal monteres, når vi skal genopføre huset”, forklarer projektchef i division Beton, Jesper Sten Sørensen.
Hjælpsom tømrerbaggrund
To huse har fungeret som fuldskalahuse, hvor forskellige beboere gennem to år har testet indeklimaet og de øvrige fem huse har fungeret som åbne udstillingspavilloner.
De to beboelseshuse er hver på 147 kvadratmeter i tre plan og opført på et fælles træterrassedæk, som CG Jensen også skal nedtage. Det ene hus er baseret på industrialiserede CLT-elementer, det andet på industrialiserede træskeletelementer.
CG Jensens søsterselskab Adserballe & Knudsen, der er tømrer- og CLT specialister, er med til at løfte opgaven. Og projektleder på opgaven, Jeppe Tander Kamstrup Frederiksen, har med sin tømrerbaggrund gode forudsætninger for at bidrage til at styre opgaven godt i mål.
”Jeg har selv stået med værktøjet i hånden og ved, hvordan tingene er skruet sammen. Det er gavnligt at kunne forstå tømrerens mindset og arbejdsproces – både i forhold til at skille tingene ad og ikke mindst i forhold til at samle dem igen”, siger han.
VELUX Living Places projektet er designet i samarbejde med EFFEKT og Artelia. Projektet har haft til formål at vise, at man for en dansk gennemsnitsfamilie kan opføre boliger med et CO2-aftryk på en tredjedel af det danske krav. Husene har en udledning på blot 3,85 kg CO2/m2/år.