DBI – Rift om brandvagter efter mange renoveringsbrande

DBI – Rift om brandvagter efter mange renoveringsbrande

Efterspørgslen på kvalificerede brandvagter er steget markant, efter at flere bygherrer har indført skærpede krav til byggeprojekter og renoveringer. DBI har derfor udviklet et særligt kursus målrettet brandvagter.

Siden den store brand på Børsen i april har en række brande sat fokus på sikkerheden i forbindelse med renoveringsarbejder. Flere bygherrer kræver nu brandvagter indsat til renoveringsopgaver, ligesom de også har skruet op for, hvor grundigt og hvor længe en byggeplads skal overvåges for at forhindre brand.

Alt dette har medvirket til, at markedet for brandvagter er brandvarmt. Det kan mærkes hos firmaet Groupsecurity, der bl.a. leverer brandvagter til byggepladser.

– Bygherrerne har en langt større opmærksomhed på brandvagter efter Børsen-branden og brandene hos bl.a. Novo Nordisk. Sammenlignet med sidste år er min omsætning på brandvagter steget 100 %, siger Ken Rasmussen, der er adm. direktør i Groupsecurity.

Kursus for brandvagter

Hidtil har det været uklart, hvem der kan agere brandvagt, hvilke kompetencer det kræver, og hvilket ansvar en brandvagt kan påtage sig. Efter flere henvendelser har DBI derfor nu udviklet et særligt kursus for brandvagter.

– Der findes ingen krav i lovgivningen om, hvad en brandvagt skal kunne. Men i DBI synes vi, det eneste rigtige er at få en kompetent og ikke blot en observerende person som brandvagt. Derfor er brandvagt-kurset bygget op om de samme kvalifikationer til brandvagter, som allerede indgår i vejledningen for varmt arbejde, siger brandteknisk rådgiver i DBI, Marcello Francati, der har været primus motor på at udvikle undervisningsplanen for brandvagtkurset.

I løbet af en formiddag får kursisterne hands on-erfaring med elementær brandbekæmpelse, ligesom de også får teori med brandforebyggelse, forsikringsforhold samt en indføring i ansvar og procedurer for en brandvagt. Det hele afsluttes med en multiple choice-prøve, der skal bestås, før man får det afsluttende bevis i hånden.

– Det handler ikke om at kunne sætte flueben ved, at byggepladsen har en brandvagt. For det skaber jo først værdi, når brandvagten kan se, at kollegaen med skærebrænderen mangler en håndildslukker eller kan påtale det, hvis tagdækkerens gasflasker ligger og ruller på taget. Eller ultimativt, når brandvagten opdager og bekæmper en begyndende brand, siger Marcello Francati.

Læs artiklen her

Kontakt
Marcello Francati
Brandrådgiver
Tlf.: 23 25 73 94
mfr@brandogsikring.dk

LÆS også: Brandtest af stålkonstruktioner skal føre til mere biogent byggeri
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger