Vådere vejr kalder på holdbare klimatilpasnings-løsninger
Rørcenterdagene finder sted den 18. og 19. juni 2025 i Taastrup. Med arrangementet forventer man igen at tiltrække omkring 3.000 fagfolk fra hele landet, der skal høre om de nyeste løsninger inden for kloakering, afvanding og regnvandshåndtering. Foto: Teknologisk Institut
Teknologisk Institut – Branchen mødes til Rørcenterdagene 2025 på Teknologisk Institut i Taastrup for at dele nye løsninger på klimaudfordringer.
Når Rørcenterdagene afholdes for 20. gang på Teknologisk Institut 18 og 19 juni, er det med et klart formål om at bringe de gode løsninger i spil, der skal hjælpe branchen med at håndtere klimaudfordringerne; De stigende problemer med rensning af regnvand og det højtliggende, terrænnære grundvand, der kan få alvorlige konsekvenser i et stadigt vådere og vildere klima.
Messen er den største af sin slags inden for vand -og afløbsteknik og den falder i en tid, hvor der er behov for endnu mere opmærksomhed og vidensdeling på tværs af branchen.
– Med rekordnedbør og øget pres på Danmarks kloaksystemer er behovet for robuste klimatilpasningsløsninger større end nogensinde. Derfor er vi også glade for, at vi igen kan samle branchen til nogle vigtige dage med klimatilpasning i fokus, fortæller centerprojektleder Ulrik Hindsberger fra Teknologisk Institut.
På Rørcenterdagene 2025 mødes eksperter, praktikere og beslutningstagere for at dele viden og erfaringer om de løsninger, der skal sikre dansk infrastruktur mod fremtidens klimaforandringer.
40 år med teknologisk klimatilpasning
– De seneste års ekstreme vejrfænomener har tydeligt vist, at vores byer står over for massive udfordringer med vandhåndtering. Rørcenterdagene er derfor også en vigtig platform for at præsentere de løsninger, der skal værne vores infrastruktur mod fremtidens vådere og mere uforudsigelige vejr, fortæller Ulrik Hindsberger.
Rørcenterdagene finder sted den 18. og 19. juni 2025 i Taastrup. Med arrangementet forventer man igen at tiltrække omkring 3.000 fagfolk fra hele landet, der skal høre om de nyeste løsninger inden for kloakering, afvanding og regnvandshåndtering.
Konferencer om klimatilpasning
Som noget særligt tilbyder Rørcenterdagene 2025 gratis minikonferencer i samarbejde med Det Nationale Netværk for Klimatilpasning (DNNK)
Konferencerne behandler bl.a. aktuelle udfordringer inden for vandhåndtering: fx en konference om regnvandskvalitet og nye teknologier til rensning, hvor Miljøstyrelsen præsenterer deres seneste arbejde.
Et andet eksempel er en konference om de nye lovkrav om terrænnært grundvand, hvor DANVA og KL’s inspirationskatalog bliver præsenteret som værktøj for kommuner og vandselskaber. Programmet omfatter også en konference om intelligent styring af klimatilpasningsprojekter med fokus på innovative løsninger til optimering af regnvandsforbrug og forebyggelse af oversvømmelser i byområder.
Praktisk information:
Rørcenterdagene afholdes:
- Onsdag den 18. juni: kl. 9.00 – 16.00
- Torsdag den 19. juni: kl. 9.00 – 15.00
Se det fulde konferenceprogram via dette link.
Læs mere om Rørcenterdagene og se udstillerliste via dette link.






