Stemas – Det var loppen der begyndte
De to nye Wacker Neuson-maskiner blev straks sendt i aktiv tjeneste efter ankomsten til Dalgas.
Da den første Wacker Neuson var ankommet til Dalgas, myldrede det ind med flere
“Det var ikke mig – det var de andre, der begyndte”. Sådan lyder det ofte, når ansvaret skal placeres. Men ikke hos anlægsvirksomheden Dalgas A/S. Her står det helt klart, at det var jordloppen, der begyndte. Derefter myldrede det ind med andre medlemmer af Wacker Neuson-familien til maskinflåden. Og projektleder Claus Adsersen tager ansvaret.
“Det er nok den dyreste jordloppe, vi har købt. Til gengæld fik vi så nogle ekstra maskiner med, som vi er meget tilfredse med. Jeg har mødt Wacker Neuson siden starten af min karriere inden for branchen i 1993. Da jeg skulle starte en ny anlægsafdeling i Anlæg Øst i Ledøje, havde nogle kolleger købt en Wacker Neuson el-jordloppe. Så fandt vi ud af, at vi også manglede en stor pladevibrator. Og en gravemaskine større end dem, vi havde. Og så var der en gummiged, der var klar til udskiftning. Det ene med det andet, og jeg kom da til at kende salgskonsulent Jens Andersen hos Stemas A/S”, konstaterer Claus Adsersen med et grin.
Der er fuld gang i anlægsvirksomheden Dalgas A/S, som indtil oktober i fjor hed HedeDanmark. Afdelingen i Ledøje er den nyeste af i alt 20 Dalgas-adresser rundt om i Danmark. Tillige har anlægsvirksomheden afdelinger både i Helsingborg i Sverige, to steder i Tyskland, samt i Estland, Letland og Litauen.
Hurtige tilbud
Maskinmæssigt er tilvæksten med afdelingen i Ledøje på Østsjælland gået ganske gelinde.
“Der er mange gode maskiner på markedet, så det handler også i høj grad også om service. Her har andre firmaer ikke imponeret mig, men vi har tilsyneladende en specielt god kemi med Stemas. Når jeg ringer til salgskonsulent Jens Andersen, føles det som om, jeg har et præcist tilpasset tilbud to sekunder senere. Det samme gælder, hvis der er noget, der skal løses omkring maskinerne”, fortæller Claus Adsersen.
Han er selv uddannet anlægsgartner og kloakmester, og da Dalgas’ Afdeling Øst udfører ganske mange kloakopgaver, havde han en klar fornemmelse af, hvilken type ny gravemaskine, der skulle købes ind. Det blev en ET90, som med sine 9 tons er den næststørste Wacker Neuson-graver og blandt andet er kendt for sin store brydekraft.
Høj aktivitet
Dalgas’ nye hjullæsser, WL52, rangerer også højt i Wacker Neuson-læssemaskinernes hierarki. Maskinen vejer 5100 kg og har 75 heste i maskinrummet. Tilllige har Claus Adsersen købt forskellige andre Wacker Neuson-maskiner ind. Blandt andet en af de mellemtunge reversible DPU-pladevibratorer.
Det nye grej er straks kommet i anvendelse hos Dalgas. Anlæg Østs fem teams dækker hele Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm, og helt aktuelt er der høj aktivitet med et stort projekt hos virksomheden Fujifilm i Hillerød, hvor anlægsfirmaet tager sig af både kloakker, veje, regnvandsløsninger, parkeringspladser, beplantning og anlægsarbejdet i det hele taget.
“Vi arbejder for private virksomheder, boligselskaber, børnehaver, skoler, hospitaler og lignende kunder. Blandt andet har vi udført mange opgaver for hospitalerne både i Glostrup og Hvidovre”, fortæller projektleder Claus Adsersen.






