DBI åbner Fire Detection Test Lab
DBI åbner Fire Detection Test Lab
Europa mangler faciliteter til test af branddetekteringssystemer. Det ændrer DBI nu på med et nyt, moderne laboratorium og et nyt akkrediteret testområde.
Det kan være svært for producenter af branddetekteringssystemer at få nye produkter på markedet. Hvis noget skal testes, har de nemlig hidtil været nødt til at rejse til f.eks. Tyskland, Frankrig, Holland eller Kina. Allerførst har de dog skullet væbne sig med tålmodighed pga. kapacitetsmangel og ventetid på test – og efter testen har de skullet finde et certificeringsorgan, der kunne certificere de testede produkter, så disse kunne opnå den nødvendige CE-mærkning.
Det bliver alt sammen meget nemmere nu, hvor DBI har etableret Nordens første laboratorium til akkrediterede tests af detekteringssystemer efter EN54-serien. ’Fire Detection Test Lab’ hedder det nye laboratorium, hvormed DBI også bidrager til GTS-formålet om at styrke virksomheders konkurrencekraft via viden, teknologi og testfaciliteter.
– Vi kan teste en række produkter som f.eks. optiske røgdetektorer, termodetektorer, brandpaneler, forsyningsenheder til brandpaneler og brandtryk. Det vil sige test af hele systemer, som er det, virksomhederne efterspørger, fortæller Mathias Revall Delcomyn, daglig leder af det nye testlaboratorium, og uddyber:
– Vores nye testudstyr består af en topmoderne røgtunnel, kabiner til både varme- og kuldetests, en stød- og vibrationsenhed, et gaskabinet samt et Fire Test Room, hvor detektorerne udsættes for ægte ild og røg. Med dette set-up kan vi teste på tværs af en lang række påvirkninger, herunder røg, temperatur, fugtighed, vibrationer, vindhastighed og korrosion.
Hurtigt og sikkert på markedet
DBI’s datterselskab, DBI Certification A/S, har i mange år certificeret produkter i henhold til EN54-serien, men kunderne har manglet ét sted, hvor de både kunne få testet og certificeret deres produkter.
Selvom DBI og DBI Certification er to selvstændige selskaber, gør det en markant forskel for producenterne, at vi arbejder under samme tag. Processen bliver hurtigere og mere effektiv, og det forkorter time-to-market for både danske og internationale detekteringsprodukter. Med etableringen af det nye laboratorium kan vi også reducere ventetiden på test og hjælpe kunderne hurtigere i mål, siger Mathias Revall Delcomyn.
Læs hele artiklen “DBI åbner Fire Detection Test Lab” fra DBI her





