Markant stigende efterspørgsel på energi-lagringsløsninger i dansk byggeri
Markant stigende efterspørgsel på energi-lagringsløsninger i dansk byggeri
Virksomheden SoftControl har det seneste år oplevet markant stigende efterspørgsel på energilagringsløsninger, såkaldte Battery Energi Storage Systems (BESS), i forbindelse med opførelse af nybyggeri og eksisterende bygninger. Systemerne kan både lagre og udnytte billig strøm, men også fungere som back up i tilfælde af strømnedbrud, og virksomheden peger derfor både på energioptimering og forsyningssikkerhed som forklaring på udviklingen.
Energilagring og ikke mindst forsyningssikkerhed er rykket op på dagsordenen i byggebranchen, hvor flere og flere udviklere og entreprenører integrerer energilagringsløsninger i forbindelse med både nybyggeri og eksisterende ejendomme. Det mærker man hos virksomheden SoftControl, der det seneste år har oplevet en markant stigende efterspørgsel.
Kombinationen af energioptimering i daglig drift og særligt de seneste års øgede fokus på forsyningssikkerhed som følge af den geopolitiske uro får flere aktører til at interegrere et såkaldt Battery Energy Storage System (BESS) i deres byggeprojekter.
– Energilagringssystemer har været undervejs i nogle år, fordi der er kommet et større fokus på energioptimering i forbindelse med både nybyg, men også i eksisterende bygninger. Her er BESS-løsningen naturligvis interessant, fordi den lagrer strøm fra solceller i dagtimerne, eller fra elnettet når strømmen er billigst, og udnytter den i de dyre timer, forklarer Allan Møller Pedersen, driftsdirektør hos Softcontrol, og fortsætter:
– Der er dog ingen tvivl om, at særligt det seneste år er interessen for energilagringsløsninger steget markant, og her spiller det stigende fokus på forsyningssikkerhed som følge af den geopolitiske uro naturligvis også en rolle, som vi ser det.
BESS-løsninger dimensioneres typisk til at håndtere både hverdagsoptimering og beredskab. I praksis betyder det, at systemet lagrer strøm, når prisen er lav, eller f.eks. solceller genererer billig strøm i dagtimerne, og udnytter strømmen i spidsbelastningsperioder. Samtidig programmeres systemet til at opretholde udvalgte funktioner ved strømafbrydelser, fx belysning i fællesarealer, adgangskontrol og drift af tekniske anlæg.
En af de virksomheder, der har valgt at integrere et BESS-anlæg i forbindelse med et byggeprojekt, er Wagner Ejendomme. Virksomheden har netop opført virksomhedens hidtil største ejendomsprojekt, StigsborgHus, med 149 lejligheder på det nye Stigsborg-område i Aalborg. Her har virksomheden valgt at integrere en BESS-løsning, der er koblet sammen med solceller på taget.
– For os er det uden tvivl et spørgsmål om at optimere driften og reducere de løbende driftsomkostninger, hvor vi helt tydeligt kan se, at anlægget har en effekt. Vi har solceller på taget af Stigsborghus, som genererer en del strøm i dagtimerne. Denne strøm lagres og anvendes typisk i de sene eftermiddags og tidlige aftentimer, hvor mange af vores beboere kommer hjem fra job.
– Samtidig er vi naturligvis glade for at vide, at vi også har en backup i tilfælde af strømnedbrud, som vil kunne holde os kørende i nogle timer. Derfor planlægger vi pt. også at integrere løsningen i flere af vores eksisterende ejendomme, hvor vi både ønske at optimere driften, men også sikre vitale funktioner i tilfælde af nedbrud, forklarer Thomas Bonde, driftschef hos Wagner Ejendomme.





