Sikkerhed er adgangsbilletten til den grønne omstilling

Sikkerhed er adgangsbilletten til den grønne omstilling

Sikkerhed er adgangsbilletten til den grønne omstilling

DBI – Den grønne omstilling kan ikke skaleres uden sikkerhed. For uden test og træning går både innovation, tillid og forsyningssikkerhed op i røg.

Europas næste vækstbølge afhænger af, at vi sikkert kan implementere grønne og digitale teknologier. Det er formålet med den nye europæiske strategi for forsknings- og teknologiinfrastrukturer, der i disse dage er omdrejningspunktet for RTI Summit 2025-konferencen, som samler 300 europæiske ledere, politikere og embedsfolk i København.

En delegation fra konferencen besøgte tirsdag DBI for at se på konkret infrastruktur, som understøtter den grønne omstilling. Forskningsdirektør Carsten Damgaard introducerede forsamlingen til DBI og budskabet om, at den grønne omstilling ikke kommer til at ske, hvis ikke den kan ske sikkert. For uden sikkerhed kan omstillingen ikke skaleres, uden sikkerhed kan nye teknologier ikke vinde den nødvendige tillid, og manglende sikkerhed går også ud over vores forsyningssikkerhed.

Meterlang, usynlig stikflamme

Delegationens første stop var DBI’s store testhal, hvor en række kursister var i gang med at lære om sikker håndtering af brint. Og både kursister og delegation fik skåret pointen ud i pap, da gasbrænderen sluttet til trykflasken med brint antændes:

Setup’et simulerer en såkaldt hydrogen jet fire – altså den stikflamme, der kan opstå, hvis der går hul på en brinttank. Flammen er meget tæt på at være helt usynlig. Kun den flimrende varmedis og en kraftig hvæsen afslører, at tilskuerne kigger hen på en flere meter lang og 1500 grader varm flamme. Og skulle man være i tvivl, giver skærmen på det varmefølsomme kamera samme svar: Der er meget store kræfter på spil.

Selvom en flamme på flere meter kan lyde stor, er dagens brandtest kun en nedskaleret demonstration af principperne i at håndtere brint. For at kunne udvikle, teste og certificere produkter til en kommende brintinfrastruktur er der behov for testfaciliteter i langt større skala, end der findes i dag.

Brug for testfaciliteter i stor skala

– Nye brændstoffer vinder indpas steder, vi ikke har set før, og de opfører sig markant anderledes, end vi er vant til. Vores testfaciliteter er for små til at kunne genskabe realistiske scenarier i en skala, der er stor nok til at lære og forstå, hvad der kan gå galt, pointerede Carsten Damgaard bl.a. i sin introduktion.

For at kunne forudsige og forebygge katastrofer er det nødvendigt at teste i samme skala som teknologierne anvendes. Carsten Damgaard pegede bl.a. på:

  • Test af hele batteripakker til elbiler og/eller BESS-systemer
  • Håndtering af alternative brændsler (f.eks. metanol og ammoniak) i skibes last- og motorrum
  • Ulykker med brintsystemer i lukkede rum.

Læs hele artiklen “Sikkerhed er adgangsbilletten til den grønne omstilling” fra DBI her

LÆS også: Trelagsvinduer modstår brand – ny forskning udfordrer gamle antagelser
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger