Sådan får man mennesker til at handle brandsikkert i en bygning
Sådan får man mennesker til at handle brandsikkert i en bygning
DBI – Det er bygningsejers ansvar at instruere brugerne af en bygning, så de overholder bygningens brandsikkerhedsregler. Men hvordan får man mennesker til at ændre adfærd og gøre det rigtige?
Hvad enten det drejer sig om brandsikkerhed i en virksomhed, en boligforening, et museum eller en natklub, er problematikken den samme: Mennesker handler, som det falder dem nemmest og mest naturligt – uden altid at tænke på reglerne.
Ifølge BR18 har bygningsejer ikke kun ansvar for at brandsikre sine bygninger, men også for at instruere brugerne i brandsikkerhedsreglerne i bygningen. For at få brugerne til at følge reglerne er det dog væsentligt at forstå, hvorfor de handler, som de gør, og hvad der skal til for at få dem til at agere hensigtsmæssigt i forhold til brandsikkerheden.
Alt det kan du høre meget mere om ved to gratis arrangementer for bygningsejere ’Når brandkrav møder hverdagslogik’, som DBI afholder i marts måned i henholdsvis Hvidovre og Aarhus.
Kiler i dørene og oplag i flugtveje
Det er ofte de samme regelbrud, man møder, når man gennemgår brandsikkerheden i bygninger.
– F.eks. sætter folk kiler i selvlukkende branddøre for at holde dem åbne. Dermed kompromitteres bygningens normale brandmæssige opdelinger, hvilket kan føre til en markant hurtigere brandspredning i tilfælde af brand, siger Alexander Skaarup-Bertelsen, der er brandteknisk rådgiver hos DBI og en af oplægsholderne ved DBI’s kommende arrangementer.
– En anden fejl, vi ofte ser, er oplag i flugtvejsgange, på trapper eller i teknikrum. Folk bryder ikke nødvendigvis reglerne med vilje, men fordi de bl.a. mangler plads og ikke ved, hvor de ellers skal gøre af tingene. På den måde overgår hverdagshensynet ofte brandsikkerheden, siger Alexander Skaarup-Bertelsen og fortsætter:
– Samtidig er mange slet ikke klar over, hvor alvorlige konsekvenser deres handlinger kan få, hvis der opstår brand. For oplag består typisk af brandbart materiale, og brænder den slags i en flugtvej, kan det hurtigt blive umuligt at komme ud den vej. Desuden kan det have betydning for redningsberedskabets indtrængningsmuligheder.
Forstå brugerne af bygningen
Ifølge antropolog Mette Marie Vad Karsten, som ligeledes er oplægsholder ved DBI’s arrangementer for bygningsejere, drejer folks adfærd sig ikke altid om det, man umiddelbart tror.
– Mennesker er ikke bevidst dumme eller uansvarlige. De handler ud fra en hverdagslogik, man som bygningsejer ikke altid kender. Så i stedet for at konkludere noget om menneskers adfærd uden at have det fulde billede bør man faktisk ’backtracke’ de problematikker, man står overfor. På den måde kan man blive klogere på, hvorfor folk f.eks. sætter kiler i døren, og hvad der skal til for at ændre deres adfærd, siger Mette Marie Vad Karsten og fastslår:
– Hvis man møder mennesker med en masse regler og vil belære dem om deres adfærd, fremstår man bare dødirriterende og opnår sjældent den adfærdsændring, man ønsker. Går man derimod i dialog, undersøger baggrunden for folks handlinger og samarbejder om nogle løsninger, der gør det lettere at følge reglerne, er sandsynligheden for en forandring langt større. Mennesker er nemlig eksperter i deres eget liv og ved selv bedst, hvad der virker for dem.
Læs hele artiklen “Sådan får man mennesker til at handle brandsikkert i en bygning” fra DBI her






