Ny brønd skal styrke spildevandsinfrastrukturen

Wavins nye Tegra 600 rense- og inspektionsbrønd er udviklet til fremtidens krav til spildevandsinfrastruktur med fokus på fleksibel installation, høj tæthed og lang levetid.

Wavins nye Tegra 600 rense- og inspektionsbrønd er udviklet til fremtidens krav til spildevandsinfrastruktur med fokus på fleksibel installation, høj tæthed og lang levetid.

En stor del af den kritiske infrastruktur, vi er afhængige af hver eneste dag, ligger skjult under jorden. Her transporteres og håndteres spildevand i anlæg, som mange steder er præget af alder, manglende vedligeholdelse og utætte løsninger. De senere år har infrastrukturen vist sine svagheder – ikke mindst i takt med de stadig hyppigere og mere intense regnhændelser.

Med Tegra 600 lancerer Wavin en ny rense- og inspektionsbrønd, der er designet til fremtidens krav. Fleksible muffer sikrer en lettere og mere sikker installation, mens den robuste konstruktion bidrager til høj driftssikkerhed og lang levetid i krævende underjordiske miljøer.

Behovet for at renovere den underjordiske infrastruktur har længe været tydeligt, men klimaforandringerne har gjort det endnu mere presserende. Underjordiske installationer udsættes i dag for langt større belastninger end tidligere, når både regn- og spildevandssystemer skal håndtere stigende vandmængder. Samtidig har erfaringerne vist, at selv moderate mængder regnvand i spildevandsnettet kan føre til betydelige udfordringer for drift og kapacitet. Derfor er der i dag et øget fokus på renoveringsløsninger, der kombinerer høj tæthed, lang levetid og robusthed over for klimatiske påvirkninger.

– Vi ser tydeligt, at både klimaforandringerne og markedets forventninger stiller større krav til de løsninger, der anvendes under jorden. Derfor har vi haft fokus på at udvikle en brønd, der både kan håndtere belastningen over tid og samtidig er lettere at arbejde med under installationen, fortæller Thomas Høst-Madsen, Nordic Product Manager hos Wavin.

En fleksibel løsning, der gør installationen nemmere

Samlinger i spildevandssystemer er ofte de mest sårbare punkter og kan give anledning til både indsivning af regnvand og udsivning af spildevand. Indtrængende regnvand belaster rensningsanlæggene, mens udsivning kan have negative konsekvenser for miljøet. Derudover kan samlinger fungere som indgang for trærødder, hvilket over tid kan forringe systemets tæthed. Ved at reducere antallet af samlinger mindskes disse risici, og resultatet er et mere robust og driftssikkert ledningsnet.

Den nye Tegra 600 er en forbedret udgave af Wavin’s Ø600 mm rense- og inspektionsbrønd, udviklet til spildevand, regnvand og industrielle installationer. Et centralt element i løsningen er de patenterede fleksible muffer, som giver mulighed for op til 10 graders afvinkling i alle retninger. Det gør det lettere at tilpasse brønden til forholdene i udgravningen og kan reducere behovet for ekstra bøjninger og samlinger i rørsystemet.

–  Fleksibiliteten i mufferne betyder, at installatøren kan tilpasse brønden direkte i udgravningen uden at skulle lave ekstra justeringer i rørene. Det sparer tid og gør installationsarbejdet mere enkelt og sikkert, forklarer Thomas Høst-Madsen.

De patenterede muffer er således medvirkende til at mindske risikoen for utætheder i installationen.

Mindre samlekraft og mere ensartet montage

Tegra 600 er desuden udstyret med den facetdesignede muffe kendt fra Tegra 1000, også omtalt som en ‘sculpted socket’. Udformningen sikrer en mere kontrolleret samling og reducerer den kraft, der skal anvendes ved montage.

Derudover er brønden forsynet med en ny, symmetrisk tætningsring. Sammen sikrer den facetstøbte muffe og tætningsringen en korrekt installation af brønden.

–  Når samlingen kræver mindre fysisk kraft, kan brønden installeres uden brug af kraftige værktøjer og det mindsker risikoen for fejlinstallation. Symmetrien i tætningsringen gør det umuligt at vende den forkert. Det giver en mere pålidelig løsning, selv når arbejdet foregår under mere vanskelige forhold, siger Thomas Høst-Madsen.

Udviklet til lang levetid under jorden

Ud over fokus på montagevenlighed er Tegra 600 udviklet med henblik på langvarig drift i underjordiske installationer. Brønden er fremstillet i polypropylen (PP) og konstrueret til at leve op til markedets forventninger om en levetid på op til 100 år.

–  Lang levetid er blevet et helt centralt parameter i mange projekter. Med Tegra 600 har vi udviklet en løsning, der er tænkt til at fungere stabilt over mange årtier, også i et klima og miljø, der stiller større krav til infrastrukturen, afslutter Thomas Høst Madsen. Tegra 600 har været tilgængelig på det nordiske marked siden november og indgår i Wavins Tegra-familie af rense- og inspektionsbrønde.

Wavins nye Tegra 600 rense- og inspektionsbrønd er udviklet til fremtidens krav til spildevandsinfrastruktur med fokus på fleksibel installation, høj tæthed og lang levetid.
Wavins nye Tegra 600 rense- og inspektionsbrønd er udviklet til fremtidens krav til spildevandsinfrastruktur med fokus på fleksibel installation, høj tæthed og lang levetid.
LÆS også: Wavin henter ny nordisk direktør – vil sætte fart på klimatilpasning
Nordisk Wavin A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger