Hoyer VMS Group samler maritime løsninger for skibsejere i Grækenland
Hoyer VMS Group samler maritime løsninger for skibsejere i Grækenland
Hoyer VMS Group fra Danmark har indgået en udvidet partnerskabsaftale med ADD Marine fra Grækenland. Aftalen betyder, at parterne nu kan tilbyde både service og reparation af eksempelvis skibsmotorer og turboladere samt levering af elmotorer og energioptimering.
VMS Group fra Frederikshavn har gennem flere år samarbejdet med græske ADD Marine, og nu udvider parterne samarbejdet for at udnytte de muligheder, der ligger i sammenlægningen af Hoyer og VMS, som i slutningen af 2025 blev til Hoyer VMS Group.
Udvidelsen af partnerskabet betyder, at skibsejere i Grækenland nu kan drage fordel af Hoyer VMS Groups ekspertise inden for service og reparation af en bred vifte af maritimt udstyr, herunder skibsmotorer, turboladere og gearkasser, samt inden for elmotorer, drev, automatisering og energioptimering. ADD Marine vil fungere som den lokale partner, der faciliterer kontakten, mens Hoyer VMS Groups egne specialister udfører arbejdet om bord.
– Vi er meget glade for den udvidede partnerskabsaftale med Hoyer VMS Group. Skibsejere i Grækenland har brug for pålidelige løsninger og hurtig adgang til specialister. Med dette partnerskab kan de drage fordel af at have én partner, der er i stand til at udføre en bredere vifte af opgaver om bord. ADD Marine vil fungere som den lokale indgang til Hoyer VMS Groups globale ekspertise, hvilket gør partnerskabet enkelt, effektivt og værdifuldt for kunderne, siger Andreas Angelidis, medstifter af ADD Marine.
Medarbejderne hos ADD Marine har mere end 20 års indgående kendskab til den maritime industri, og behovet for at øge driftseffektiviteten, reducere brændstofforbruget og fremme bæredygtighed inden for skibsfarten vokser. Dette er netop nogle af de ekspertiseområder, der kendetegner Hoyer VMS Group, og det er derfor et naturligt skridt for de to virksomheder at udvide deres samarbejde.
Store fordele for skibsredere
For nylig besøgte Hoyer VMS Group og ADD Marine en række eksisterende og potentielle kunder i Grækenland for at præsentere deres tilbud. Møderne bekræftede fordelene ved at samle flere tekniske opgaver hos én partner frem for at skulle koordinere med flere forskellige leverandører.
– Vi tror på, at skibsejerne kan høste en række fordele ved at benytte sig af vores tjenester, og vi ser frem til at bringe mere af vores ekspertise i spil på det græske marked. Når vores servicemedarbejdere er ombord, kan de lige så godt udføre flere opgaver under det samme besøg. Dette sikrer bedre koordinering af service, færre leverandørskift og kan reducere skibenes downtime, hvor de ikke kan sejle, siger Thomas Uhrenholt Nielsen, VP Aftermarket Sales, Hoyer VMS Group.
ESS kan reducere energiforbruget om bord
Et centralt element i samarbejdet er Hoyer VMS Groups ESS – Energy Savings Solution – som optimerer energiforbruget i maskinrummets havvandspumper, ferskvandspumper og ventilatorer. Mange motorer og pumper er dimensioneret til maksimal belastning og forbruger derfor unødvendigt meget energi, når de kører uden regulering. ESS-løsningen kan justere hastigheden efter behov, hvilket reducerer energiforbruget med op til 70 % og giver rederierne mulighed for at opnå betydelige besparelser på driftsomkostningerne.








