Induflex øger kapaciteten med nye CNC-investeringer
Industritekniker ved en af de nye maskiner – Foto: Induflex
Induflex øger nu markant sin produktionskapacitet med investeringen i to nye 5-aksede CNC-fræsere.
Investeringen er en del af en løbende udvikling af produktionen, hvor fokus er på at optimere arbejdsgange og sikre høj kvalitet i fremstillingen af plastkomponenter.
Induflex er en plastbearbejdningsvirksomhed, der producerer kundespecifikke komponenter til industriel brug. Virksomheden leverer blandt andet til fødevare-, medicinal-, maskin- og elektronikindustrien, hvor kravene til præcision og kvalitet er høje.
“Med udvidelsen af vores maskinpark investerer vi ikke kun i nye maskiner. Vi investerer i højere kvalitet, stærkere kompetencer og en mere effektiv produktion,” fortæller produktionschef Martin Staun.
Større kapacitet og hurtigere produktion
De to nye maskiner erstatter én ældre fræser – og giver mærkbare forbedringer i produktionen. Med den nye investering kan Induflex fremstille større emner hurtigere og samtidig øge fleksibiliteten.
“De nye maskiner giver os hurtigere omstillingstider gennem større værktøjsmagasiner, samtidig med at vi nu kan producere større emner end tidligere,” siger Martin Staun.
Maskinerne har plads til væsentligt flere værktøjer – 72 mod tidligere 26 – hvilket reducerer omstillingstiden og skaber et bedre flow i produktionen.
Bedre stabilitet
De nye CNC-fræsere er samtidig mere stabile og kan blandt andet producere gevind direkte. Det giver bedre overflader på plastemnerne og reducerer risikoen for fejl. Maskinerne er desuden dobbelt så tunge som den tidligere fræser, hvilket øger stabiliteten yderligere.
“For mig skal alle maskininvesteringer bidrage med noget ekstra, enten ved at udvide vores kompetencer eller ved at optimere vores produktion.” Samtidig er investeringen også en forbedring for medarbejderne, som får en lettere arbejdsgang og en glattere overgang mellem de emner, der skal produceres.






