Maskinmesteruddannelsen går mod strømmen: 80 flere ansøgere i et år med faldende søgning

Maskinmesteruddannelsen går mod strømmen: 80 flere ansøgere i et år med faldende søgning

Maskinmesteruddannelsen går mod strømmen: 80 flere ansøgere i et år med faldende søgning

Interessen for maskinmesteruddannelsen vokser. Årets ansøgertal, som Uddannelses- og Forskningsministeriet netop har offentliggjort, viser, at 80 flere har søgt ind på uddannelsen end sidste år – en stigning på otte procent.

Det sker i et år, hvor det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser falder med to procent, mens STEM-uddannelserne samlet går tilbage med tre procent. Samtidig fastholder maskinmesteruddannelsen sin placering blandt landets 20 mest søgte videregående uddannelser.

For Maskinmestrenes Forening er fremgangen et vigtigt signal om, at flere unge får øjnene op for en uddannelse, som både giver gode karrieremuligheder og samtidig er afgørende for udviklingen af det danske samfund.

’Det er et virkelig stærkt resultat. Vi er glade for, at flere unge vælger en uddannelse, der både giver spændende karrieremuligheder og samtidig er afgørende for den grønne og digitale omstilling. Samfundet har brug for dem alle. Aftagerne efterspørger allerede i dag flere maskinmestre, end vi uddanner, og behovet bliver kun større i de kommende år,’ siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.

Danmark får brug for flere tekniske ledere

Danmark står midt i den største omstilling af energi- og forsyningssystemerne i årtier. Samtidig stiller digitalisering, automatisering, AI, elektrificering og et øget fokus på forsyningssikkerhed nye krav til virksomheder og den offentlige sektor.

Fælles for udviklingen er behovet for mennesker, der kan omsætte avanceret teknologi til løsninger, som fungerer sikkert og effektivt i praksis. Det er netop den rolle, maskinmesteren er uddannet til. Maskinmestre arbejder med drift, udvikling og ledelse af samfundskritiske tekniske anlæg og systemer – fra energiproduktion, industri og forsyning til hospitaler, datacentre, den maritime sektor og den grønne omstilling.

’Vi taler meget om grøn omstilling, elektrificering, kunstig intelligens og kritisk infrastruktur, men ingen af ambitionerne bliver til virkelighed uden mennesker, der kan få teknologien til at fungere i praksis. Maskinmesteren er bindeleddet mellem teknologi, drift og ledelse, og derfor bliver professionen kun vigtigere i de kommende år,’ siger Lars Have Hansen.

Der bliver brug for hver eneste maskinmester

Den stigende interesse ændrer ikke på, at efterspørgslen efter maskinmestre fortsat overstiger udbuddet. Maskinmesteruddannelsen er blandt de videregående uddannelser med den laveste ledighed, og dimittenderne går hurtigt fra studie til job.

’Vi kommer ikke til at uddanne for mange maskinmestre. Tværtimod. De investeringer, der bliver foretaget i grøn energi, produktion, byggeri, forsyning, data og kritisk infrastruktur, skaber et voksende behov for mennesker, der kan omsætte investeringerne til driftssikre løsninger. Derfor glæder vi os over hver eneste, der vælger uddannelsen,’ siger Lars Have Hansen.

En uddannelse med mening – og muligheder

Maskinmesteruddannelsen kombinerer teknik, ledelse og praksis og giver adgang til et bredt arbejdsmarked med karrieremuligheder i både private virksomheder og den offentlige sektor. For mange unge handler uddannelsesvalget i dag ikke kun om at få et job, men om at få et arbejdsliv, hvor de kan gøre en forskel.

’Flere unge ønsker at være med til at løse konkrete udfordringer og skabe værdi for samfundet. Maskinmesteruddannelsen giver mulighed for begge dele. Man får et arbejdsliv med stort ansvar, gode udviklingsmuligheder og mulighed for at bidrage til alt fra klimamål og energieffektivisering til robust forsyning og teknologisk udvikling’.

Stadig mulighed for optagelse

Selvom årets ansøgningstal nu er offentliggjort, er det fortsat muligt at søge ind på maskinmesteruddannelsen frem mod studiestart. Uddannelsen ligger uden for kvotesystemet og optager fortsat kvalificerede ansøgere, så længe der er ledige studiepladser. Er du ikke blevet optaget på din ønskede uddannelsesinstitution, kan det derfor være en god idé at undersøge mulighederne på en af de øvrige maskinmesterskoler.

Maskinmesteruddannelsen udbydes flere steder i Danmark samt som fjernundervisning – se listen her.

Læs opgørelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet her.

Se danske maskinfabrikker her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger