Ny guide skal sikre at Legionella måles rigtigt første gang

Hvis Legionellaprøven tages forkert, risikerer man at overse kritiske bakteriekoncentrationer – eller omvendt at igangsætte voldsomme kemiske eller termiske behandlinger på et forkert grundlag. Arkivfoto af Legionella: Colourbox

Hvis Legionellaprøven tages forkert, risikerer man at overse kritiske bakteriekoncentrationer – eller omvendt at igangsætte voldsomme kemiske eller termiske behandlinger på et forkert grundlag. Arkivfoto af Legionella: Colourbox

Teknologisk Institut udgiver ny Rørcenter-anvisning, som giver rådgivere, VVS-installatører, driftsansvarlige og laboratorier en fælles standard for, hvordan man udtager og analyserer vandprøver for Legionella. Korrekt måling er forudsætningen for at kunne bekæmpe bakterien, der kan give den alvorlige legionærsyge.

Antallet af tilfælde af legionærsyge har de senere år ligget højt i Danmark. For at opdage og bremse smitten er det afgørende, at vandprøverne fra varmtvandsanlæg bliver taget korrekt og tolket rigtigt. Med en ny Rørcenter-anvisning 036 Legionellamålingsamler Teknologisk Institut for første gang den nyeste viden og lovgivning på området i én praktisk guide for fagprofessionelle. 

– Korrekt måling er fundamentet for at kunne bekæmpe Legionella effektivt. Hvis prøven tages forkert, risikerer man at overse kritiske bakteriekoncentrationer – eller omvendt at igangsætte voldsomme kemiske eller termiske behandlinger på et forkert grundlag. Med den nye anvisning får branchen et konkret og opdateret værktøj til at sikre sunde og sikre vandinstallationer, siger Jacob Lind Cramer, projektchef, Teknologisk Institut.

En måling, der er taget forkert, kan få to alvorlige konsekvenser. Enten overser man kritiske mængder bakterier og skaber falsk tryghed. Eller man får et misvisende højt resultat og sætter dyre kemiske eller varmebaserede behandlinger i gang på et forkert grundlag.

Den nye anvisning beskriver, hvordan en måling planlægges, udføres og rapporteres ensartet og fagligt forsvarligt. Det bærende princip er, at formålet med målingen bestemmer fremgangsmåden. En lovpligtig myndighedskontrol stiller andre krav til prøvested, prøvetype og analysemetode end for eksempel en smitteudredning eller en almindelig driftskontrol.

Anvisningen guider trin for trin gennem hele forløbet og giver svar på de centrale spørgsmål:

Hvor og hvordan skal prøverne udtages for at være repræsentative?
Anvisningen skelner mellem straks-prøver, der tages med det samme og typisk bruges ved mistanke om smitte, og flush-prøver, hvor vandet løber først, og som giver et repræsentativt billede af hele anlægget.

Hvilken analysemetode passer til situationen?
Anvisningen gennemgår klassisk dyrkning, som er referencemetoden bag myndighedskravene, molekylære metoder som qPCR samt hurtigmetoder, der kan bruges på stedet, og beskriver styrker og begrænsninger ved hver enkelt.

Rørcenter-anvisning 036 henvender sig til rådgivende ingeniører, VVS-installatører, driftsansvarlige i boligforeninger, på hospitaler og hoteller samt de laboratorier, der udfører analyserne. Anvisningen er opdateret med de gældende lovkrav, blandt andet reglerne for lovpligtig kontrol af prioriterede bygninger, og kan hentes på Teknologisk Instituts hjemmeside.

Hent anvisningen her: link til Rørcenter-anvisning 036

Fakta: 

  • Titel: Rørcenter-anvisning 036 “Legionellamåling”, 1. udgave, maj 2026.
  • Anvisningen udspringer af projektet Legionella-SIKRING, støttet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.
  • Den er udarbejdet i samarbejde med Aalborg Universitet BUILD, Statens Serum Institut, VIA University College, KAB, ejendomsforvaltningerne i Aarhus og Københavns kommuner samt DONSlab på vegne af Eurolab Danmark.
  • Anvisningen bygger på dansk lovgivning og internationale standarder, herunder EU’s drikkevandsdirektiv og den internationale standard ISO 11731 for påvisning af Legionella.
  • Den supplerer de tidligere Rørcenter-anvisninger nr. 17 om Legionella og nr. 27 om vandinstallationer.
LÆS også: Danmark misser eksportpotentialet i nye plantebaserede fødevarer
Teknologisk Institut's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger