CS WIND Offshore vælger CNC Onsite til omfattende tysk havvindmølleprojekt
CS WIND Offshore vælger CNC Onsite til omfattende tysk havvindmølleprojekt
En ny automatiseret portalfræsemaskine sikrer helt vandtætte forseglinger, der beskytter kritiske kabelføringer i fundamenter til havvindmøller
CS WIND Offshore, producent af fundamenter til offshore-vindindustrien, har taget en specialbygget, automatiseret fræsemaskine i brug på sin fabrik i Aalborg. Maskinen er leveret af den danske bearbejdningsspecialist CNC Onsite og skal bearbejde højpræcise kabelgennemføringer i TP’er (transition pieces) til havvindmølleparker. Processen sikrer, at kabler til udvendig arbejdsbelysning og platformskraner kan tætnes med maksimal pålidelighed.
CNC Onsites nye magnetmonterede mobile maskine leverer ultrapræcise bearbejdninger og afløser manuel flammeskæring med en CNC-styret fræsemaskine, der skaber præcise og gratfrie gennemføringshuller. De seks kabelhuller i hver TP kræver helt glatte og præcise snitflader for at opnå den fejlfrie tætning om strømkablerne, som det hårde havmiljø kræver. CS WIND Offshore har bestilt den specialbyggede portalfræser til også at fræse de 12 skvulpehuller pr. TP – huller, der beskytter konstruktionen mod kraftige hydrodynamiske tryk fra bølger under voldsomme vejrforhold.
“Vi havde brug for en tolerance på under én millimeter for at eliminere mikrosprækker og isolere den indvendige kabelføring fuldstændigt,« forklarer Flemming Smidt Pedersen, Senior Manager, Production Engineering hos CS WIND Offshore. “Når du arbejder til søs, er kompromisløs vandtæthed helt enkelt ikke til forhandling.”
Kablerne, der føres igennem åbningerne, forsyner platformskranerne – som løfter kritiske reservedele op til vindmøllerne – samt de signallys, der oplyser identifikationsnumrene på hver enkelt mølle.
“Det lykkedes os ikke blot at indfri vores målsætning, men at nå en tolerance på blot 0,3 millimeter med en fuldstændig støvfri proces. Det har gjort det muligt at sikre denne kritiske infrastruktur og samtidig bevare et renere og mere optimeret produktionsmiljø,” tilføjer Flemming Smidt Pedersen.
Præcisionsteknologi til storskala-komponenter
CNC Onsites 4-aksede portalfræser måler 2 meter i højden, 3,6 meter i længden og 2,3 meter i bredden. Den er udviklet på virksomhedens hovedkvarter i Vejle i et værksted, der er specialindrettet til fremstilling af skræddersyede højpræcisionsløsninger.
“Vi har specialudviklet det mobile portalfræsersystem til at levere ensartede højpræcisionsresultater på stålkomponenter. Disse emner er meget store og i praksis umulige at flytte ind i en standardmaskine. Derfor flytter vi maskinen ind i emnet i stedet for. Dermed passede denne opgave perfekt til os, da vores speciale netop er at ‘flytte’ præcisionsbearbejdning til emnet,” siger Søren Kellenberger, CEO hos CNC Onsite.
Med afsæt i CNC Onsites erfaring fra maritim- og energisektoren har virksomheden designet den mobile portalmaskine til at fræse kabelgennemføringerne i én enkelt automatiseret arbejdsgang. Det fjerner helt behovet for manuel flammeskæring og efterfølgende slibning.
Virksomheden har desuden udviklet en ny magnetisk fastgørelsesmekanisme, der sikrer en stabil og vibrationsfri forbindelse til emnet uden brug af traditionelle, indgribende fastspændingsmetoder. Ved hjælp af kraftige elektro-magneter låser maskinen sig direkte fast på den buede overflade af TP’en med stor klemkraft – helt uden at efterlade mærker på det stål, den sidder på. Det er en markant fordel for producenter af TP’er, da det forhindrer overfladeskader og overflødiggør efterarbejde.
Håndtering af kompleks geometri
For at tage højde for kablernes diagonale føring gennem konstruktionen skal hullet bearbejdes i en vinkel på 45 grader. CNC Onsite matcher nemt denne specifikation med ved hjælp af den fjerde akse der kan indstilles fra 28 til 90 grader. Til denne specifikke opgave måler gennemføringshullerne 180 × 350 millimeter. Portalmaskinen er dog yderst fleksibel og kan bearbejde alt fra mindre servicehuller på 50 millimeter i diameter op til store, ovale gennemføringer på 2575 × 550 millimeter.
Den mobile maskine håndterer store geometriske udfordringer i produktionshallen, hvor hver enkelt TP vejer 370 ton, måler 7,8 meter i diameter og skal roteres på ruller for at indstille skærezonerne. Udstyret med et justerbart hjulophæng kan maskinen følge cylinderens rotation, hvilket minimerer den manuelle håndtering ved genplacering.
“Kombinationen af avanceret CNC teknologi og en mobil(flytbar) maskine understreger, at produktionen af store, komplekse stålkonstruktioner kan optimeres, så den matcher de støt stigende tekniske standarder i den globale offshore-energisektor,” afslutter Søren Kellenberger.






