FOG & VENØ – Brandklassificerede akustikpaneler: Det skal rådgiveren have styr på

LEGOLAND Hotel & Conference

LEGOLAND Hotel & Conference

I bygninger med mange mennesker skal akustikløsningen både dæmpe efterklangen og leve op til projektets brandkrav. For rådgivende ingeniører, arkitekter og bygherrer handler det i praksis om at kende brandklassen, forstå testgrundlaget bag den og have den rigtige dokumentation klar til projektmaterialet.

Efterhånden som kravene til dokumentation og sikkerhed i byggeriet skærpes, bliver materialevalget en mere kompleks disciplin. Akustik, brandsikkerhed og design kan ikke længere vurderes hver for sig, men skal gå op i en samlet løsning.

»Vi oplever, at flere projekter i dag kræver dokumentation på et niveau, hvor det ikke længere er nok, at et produkt fungerer isoleret. Det skal indgå i en helhed,« siger Jeppe Lyngdal, Senior Product Manager hos FOG & VENØ.

Hvad betyder brandklassen?

Byggevarers reaktion på brand klassificeres efter den europæiske standard EN 13501-1. Skalaen går fra A1 (ubrændbart) til F. For beklædninger som akustikpaneler er det typisk klasserne B, C og D, der er i spil.

Bogstavet suppleres af to tillæg. »s« angiver røgudviklingen fra s1 (meget begrænset) til s3, og »d« angiver brændende dråber og partikler fra d0 (ingen) til d2. En klassificering som B-s1,d0 betyder altså et meget begrænset bidrag til brand, meget begrænset røgudvikling og ingen brændende dråber eller partikler under de standardiserede prøvningsbetingelser.

Hvilken klasse der kræves i det konkrete rum, fremgår af projektets brandstrategi og bygningsreglementets vejledning om brand. Det afhænger blandt andet af bygningens anvendelseskategori og rummets funktion, for eksempel om der er tale om en flugtvej eller et rum, hvor mange personer opholder sig samtidig. Akustikpaneler kan anvendes som komplettering uden på en egnet beklædning, når både den bagvedliggende beklædning og panelernes anvendelse og montage opfylder projektets brandmæssige forudsætninger.

Testen bag klassen

For klasse B til D er det centrale testgrundlag SBI-testen (Single Burning Item) efter EN 13823. Her monteres produktet i en hjørneopstilling og udsættes for en brandkilde, mens varmeafgivelse, flammespredning og røgudvikling måles. Testen suppleres af en antændelighedsprøvning efter EN ISO 11925-2.

Det vigtige for rådgiveren er, at klassificeringen gælder for det anvendelsesområde, der fremgår af testrapporten. Underlag, fastgørelse, eventuel luftspalte og produktvariant kan alle have betydning. En brandklasse er derfor ikke en egenskab, der automatisk følger produktet ind i ethvert projekt. Rapportens anvendelsesområde skal dække den faktiske montage, herunder anvendelse på væg eller loft.

Tjekliste til projektmaterialet

Klassifikationsrapport efter EN 13501-1: Bed om selve klassifikationsrapporten og ikke kun et datablad eller en testrapport.

Anvendelsesområde: Kontrollér, at rapportens beskrivelse af underlag og montage svarer til projektets.

Den konkrete variant: Lamelbredde, materiale og overflade kan give forskellige klasser inden for samme produktserie.

Væg og loft: Tjek, at dokumentationen dækker den placering, panelerne skal have.

Øvrig dokumentation: Datablad med akustiske data samt relevante miljødata til projektets klimaberegning og eventuelle certificering, eksempelvis en miljøvaredeklaration (EPD).

Når kravene bliver til virkelighed

FOG & VENØs brandhæmmende akustikpaneler er lamelpaneler på akustisk filt og er testet efter EN 13823 til montage på både væg og loft. Varianterne med 31 og 40 mm lamelbredde er klassificeret B-s1,d0, mens varianten med 27 mm lamelbredde er klassificeret B-s2,d0. Netop forskellen mellem varianterne viser, hvorfor det er vigtigt at specificere den præcise variant i projektmaterialet.

Behovet for dokumenterede løsninger bliver særligt tydeligt i projekter med mange brugere og høj aktivitet. Hos LEGOLAND® Hotel & Conference i Billund skulle et multirum med plads til op mod 700 gæster have ny akustik. Støj og efterklang gjorde det svært at føre en samtale ved større arrangementer, og samtidig skulle materialerne leve op til brandkravene for et rum med mange mennesker.

»Vi havde fået et dårligt renommé, fordi folk oplevede, at de ikke kunne snakke sammen, når der var arrangementer,« fortæller Torben Christensen, Senior Hotel Facilities Manager.

Løsningen blev paneler i klasse B-s1,d0, som først blev afprøvet på et mindre område, før hele rummet blev beklædt.

»Vi kunne mærke forskellen med det samme, så vi valgte at gå videre med det.«

I dag er efterklangen reduceret, og samtaler kan foregå uden forstyrrende støj. Til projektet blev valgt paneler med dokumenteret klassifikation B-s1,d0. Opfyldelse af de samlede brandkrav skal dokumenteres for den konkrete løsning i projektets branddokumentation.

Om FOG & VENØ

FOG & VENØ er en dansk, familieejet producent af akustik- og designpaneler med hovedsæde i Aulum. Siden etableringen i 2020 har virksomheden oplevet en markant vækst og beskæftiger i dag mere end 80 medarbejdere inden for produktion, udvikling, salg og administration.

Virksomheden udvikler og producerer løsninger til både bolig- og erhvervsbyggeri med fokus på at forene funktion, dokumentation og design. Produktionen foregår i Danmark og er baseret på materialer fra nogle af verdens førende leverandører – herunder FSC®-certificeret træ og komponenter fra kontrollerede kilder.

FOG & VENØ er i dag repræsenteret på mere end 25 markeder, og eksporten udgør hovedparten af omsætningen. Produkterne anvendes blandt andet i hoteller, kontorbyggerier, uddannelsesinstitutioner og sundhedsbyggeri – både i Norden og i resten af Europa.

LÆS også: BY VENØ – Nye muligheder for arkitekter
Fog & Venø A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger