Tænk lidt længere ud i fremtiden

Dette billede illustrere Tænk lidt længere ud i fremtiden

Af Fleming Frederiksen, formand for
Arbejdsgiverne

Jeg deler bekymringen for væksten. Mange virksomheder oplever,
at de har svært ved at overholde leveringstider på grund af mangel
på arbejdskraft. Dansk Metals arbejdsløshed er nede på 2,9 procent,
hvilket reelt betyder, at hylderne er tomme inden for flere af de
fag, vi har svært ved at undvære i industrien.

Men iveren for at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft, deler
jeg ikke. Principielt er der intet i vejen med udenlandsk
arbejdskraft. For mange forskningsbaserede virksomheder er det helt
afgørende, at man kan få viden udefra for at udvikle sig og
forblive konkurrencedygtige.

Men når vi oplever mangel på arbejdskraft, er der andet at gøre,
end at skynde sig at hente mere hjem fra udlandet. Man skulle
hellere finde ud af, hvordan man kan forsyne sig selv med mere
arbejdskraft i fremtiden. Ellers svarer det til at ringe over til
naboen, hver gang man har en dør, der binder. 

I dette tilfælde kommer naboen ganske velvilligt og hjælper. I
flere af vores europæiske nabolande med lavere lønniveau er det
helt almindeligt, at man arbejder nogle hårde år i udlandet,
hvorefter man kan købe et hus derhjemme og etablere sig. Faren
ligger i, at så længe det går nemt, har mange virksomheder ikke
blik for at gøre det, som de fleste egentlig godt ved, er det
rigtige – men aldrig helt får taget sig tid til. At uddanne nogle
lærlinge selv.     

En virksomhed, der har set skriften på væggen, er virksomheden
KP Komponenter. De har på nuværende tidspunkt 15
industriteknikker-lærlinge ansat. De ved nemlig, at
industriteknikere snart er en mangelvare. De kunne også have ringet
til udlandet. Men vi mener, at de valgte den mere langsigtede
løsning.

Danmark skal gøre meget mere for selv at uddanne den
arbejdskraft, der skal til for at holde hjulene i gang. Flere unge
har fået øjnene op for erhvervsuddannelsernes gode muligheder for
beskæftigelse og for at blive sin egen herre og starte som
selvstændig. Og vil de uddanne sig videre, ligger vejen også
åben. 

Det er bare ikke helt nok. Der skal også stilles krav til
virksomhederne. For det er ikke nok, at flere unge søger ind på
erhvervsuddannelserne. Der skal også være praktikpladser til dem,
og her må flere virksomheder tage ansvaret for at uddanne den næste
generation. I stedet for igen og igen at løbe an på at kunne hente
mere arbejdskraft ovre ved naboen. Her må man tænke lidt længere ud
i fremtiden.

Cookie-indstillinger