Ny hjemmeside og bæredygtighed hos Betech
Det forgangne år 2023 var hos Betech præget af mange initiativer for en langsigtet, bæredygtig udvikling – både internt og i forsyningskæden.
Det forgangne år 2023 var hos Betech præget af mange initiativer for en langsigtet, bæredygtig udvikling – både internt og i forsyningskæden.
Lysarmaturer er skiftet til LED-teknologi, varmepumper er sat op som erstatning for fjernvarme og naturgas, og fra nytår overgår Betech til 100% grøn strøm. Tiltag, der reducerer både energiforbrug og CO2-belastning.
Støbte gummidele produceres på virksomhedens kinesiske fabrik. Varer herfra transporteres nu fortrinsvis med jernbane, og luftfragt er reduceret til et minimum. Råmaterialer sources i stigende grad lokalt, og Betech søger efter lokale producenter i Europa og i Indien. Initiativerne reducerer CO2-udledningen, og af samme grund opfordres de mest frekvente kunder til at samle leverancerne fra Betech på faste leveringsdage og mindske vejtransporten.
Handler også om socialt ansvar
Bæredygtig udvikling handler også om socialt ansvar, anstændige job, lige vilkår og retfærdighed. Med et adfærdskodeks er der i mange år stillet klare krav til leverandørernes CSR-forpligtelse. ’Code of Conduct’ er baseret på FN’s Global Compact, ILO’s konventioner om børne- og tvangsarbejde, FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder samt OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber, antikorruption m.m. Betech har i 2023 ydermere indført digital leverandørevaluering, og det er målet at mindst 80 procent af købsvolumen repræsenteres i den systematiske opfølgning.
Resultaterne af tiltagene har givet genlyd i den børsnoterede ejerkoncern Addtech, som prioriterer teknologigruppens SDG-initiativer højt – og Betech vil også i årene fremover arbejde for en fortsat bæredygtig udvikling.
Inspiration og rådgivning
I slutningen af 2023 lanceredes en ny hjemmeside der tydeligt viser de vidt forskellige industrier, som Betech samarbejder med – og hjemmesiden skal gerne give inspiration fra branchens bredeste løsningssortiment inden for industripakninger, tætninger, formstøbt gummi, vibrationsdæmpere og andre polymerbaserede produkter.
Betech følger den kommende PFAS-regulering fra EU følges på tæt hold. Kun i en mindre del af salget indgår materialer, der kan indeholde PFAS og lige nu ikke lader sig erstatte af alternativer med tilsvarende egenskaber, men Betech er i dialog med leverandører og samarbejdspartnere om udviklingen og perspektiverne på området. Dette kan der også læses om på den ny hjemmeside.
Løsningerne opstår på møder
Hver dag mødes Betechs konsulenter og produkteksperter med indkøbere og teknisk personale hos Industri- og teknologivirksomheder i både Danmark og Norge. Her bidrager de med solide løsninger til virksomhedernes opgaver. Mødet kan være virtuelt, som vi lærte det under Corona-pandemien, men møderne tages også gerne hos virksomhederne, hvor det kan være nemmere at komme helt ind til sagens kerne. Virksomhederne kommer også på besøg i Bramming-fabrikken, og det giver god sparring: Betech får input til procesforbedringer, og gæsterne ser produktionsmulighederne og tager ofte hjem med idéer til nye løsninger.






