Vakuumventiler bliver brugt for tit og forkert
Badeværelser landet over vil i de kommende år blive ramt af
nogle voldsomme lugtgener. Det forudser teknisk konsulent Lars
Konradsen fra PURUS as, der blandt andet udvikler og sælger
afløbssystemer. En af årsagerne er, at kloaksystemerne ikke bliver
luftet nok ud. Der bliver simpelthen brugt for mange vakuumventiler
og for få direkte udluftninger over hustagene. Lars Konradsen
forklarer, at virksomheden ofte bliver kontaktet af folk, der
klager over kloaklugt i deres vådrum, som de har observeret typisk
kommer fra gulvafløbene. De er af den opfattelse, at det må være
vandlåsene, der ikke virker som de skal.
– Mine kollegaer og jeg tager i den forbindelse ofte ud til kunden
for at få lokaliseret kilden til lugtgenen. Her finder vi alt for
ofte, at lugtgenerne skyldes overtryk i kloaksystemet, siger Lars
Konradsen.
Hvorvidt der er overtryk i systemet, kan man finde ud af ved at
tage indsatsvandlåsen op og holde hånden over afløbet. Hvis man kan
mærke, at det “puster”, eller man kan se, at der kommer små bobler
i vandlåsen, så er der overtryk i systemet.
– Vi opdager ved besøgene, at der mange steder blot er sat en
vakuumventil på, uden at den nødvendige udluftning er sikret gennem
direkte udluftning over taget. Det er et problem, hvis
installationerne ikke bliver udluftet korrekt, fordi det påvirker
hele afløbssystemet, siger Lars Konradsen.
Kun en nødventil
Men vakuumventiler, der ofte fejlagtigt bliver omtalt som
udluftningsventiler, kan ifølge Lars Konradsen aldrig erstatte
ventilation af afløbsinstallationer, fordi en vakuumventil kun kan
suge luft ind, den kan ikke puste luft ud. Den er således helt
utilstrækkelig, hvis der opstår overtryk i systemet. Af samme grund
er en vakuumventil kun en nødventil.
– Det hænder, at der kommer en ordre ind på et stort antal
vakuumventiler fra en af vores forhandlere til for eksempel
renovering af et boligkompleks. I de tilfælde ringer vi
forhandleren op og får overbevist installatør, ingeniør og arkitekt
om, at det vil være en god ide at få ført faldstammerne ud over
taget efter de gældende regler. Dermed får vi ofte bragt antallet
af bestilte vakuumventiler ned til det faktiske behov, siger Lars
Konradsen.
Overforbruget af vakuumventiler ved mange byggerier skyldes ifølge
Lars Konradsen mange gange bygherrerne og deres rådgivere, der får
overbevist installatøren om, at det kan være uhensigtsmæssigt at
føre rør ud gennem tagfladen. Dels fordi rørene ikke pynter, og
dels fordi der kan være risiko for, at man ikke får tætnet
underpappet, så der kan komme vand og sne ind under taget.
– Det er de begrundelser, vi hører, for, at de i stedet for
udluftning over taget vælger at benytte en vakuumventil placeret
inde under taget eller i skunken – ofte på steder, hvor man ikke
kan komme til at servicere ventilen, siger Lars Konradsen og
tilføjer:
– Når husejere får lagt nyt tag, ser vi desværre også, at dem, der
lægger taget, ofte afskærer den oprindelige udluftning og placerer
en vakuumventil under taget i stedet for. Det er helt katastrofalt,
fordi det kan være netop det hus, som myndighederne i tidernes
morgen har udpeget til at være det hus, der er med til at udlufte
og ventilere kloaksystemet. Man bør aldrig ændre på de
installationsmæssige forhold, som er lavet, da huset blev opført.
Og her tænker jeg på afløbsventilationerne.
Systemet mangler vand
Ifølge Lars Konradsen vil problemet med overtryk i kloaknettet og
deraf følgende lugtgener vokse i fremtiden. Det skyldes, at flere
og flere ønsker at skåne miljøet og derfor i stigende omfang
installerer vandbesvarende armaturer og toiletter. Lars Konradsen
forklarer, at nye tiders tiltag med vandbesparelser medfører
stigende afløbstekniske problemer, fordi der ikke er vand nok til
at skylle ordentligt ud i toiletterne, så kloakledningerne stopper
til dels i husene, dels i gadekloakkerne. Når det sker, rådner det
organiske materiale, som stadig er i ledningerne, og der bliver
udviklet gasarter, som skaber overtryk i kloaknettet. En af
gasarterne er svovlbrinte, som er en giftig luftart. Udover at
lugte fælt skaber den også overtryk i kloakkerne, tærer på rørene
mv. Det er vandlåsenes opgave at lave et lugtlukke for at
tilbageholde de ubehagelige lugte fra afløbssystemet, men
betingelserne for denne funktion er ofte ikke til stede. Det
skyldes blandt andet manglende vand i vandlåsene. Den situation
opstår dels som følge af vandbesparelser, dels som følge af
utilstrækkelig ventilation på den liggende ledning med det
resultat, at der dannes et vakuum, som suger vandet fra vandlåsene,
eller der dannes et overtryk, som presser luften og dermed lugten
ud gennem vandlåsen.
– Det er derfor yderst vigtigt, at der er den nødvendige
udluftning i systemet, men desværre må vi konstatere, at
installatørerne har glemt de regler, de har lært om udluftning i
løbet af deres uddannelse. De er ellers rimeligt godt beskrevet i
den litteratur, der hører til uddannelserne, siger Lars
Konradsen.
Kommunerne sjusker også
Men det er ikke kun installatørerne, der til tider glemmer
reglerne. Også kommunerne har problemer med dem. Ifølge DS 432
“Norm for afløbsinstallationer” skal spildevandledningerne i jorden
være udluftede i fornødent omfang. Den stedlige bygningsmyndighed
(som oftest kommunen) kan derfor stille krav om, at afløbsledninger
i visse bygninger skal være frit udluftet. Men det glemmer
kommunerne ifølge Lars Konradsen i vidt omfang.
– Her citerer vi, hvad der står i DS 432: “spildevandsledninger i
jord skal være udluftede i fornødent omfang for enden af alle
hovedafløbsledninger samt en gang for hver 100-200 meter
afløbsledning. Den stedlige bygningsmyndighed kan derfor stille
krav om, at afløbsledninger i visse bygninger skal være frit
udluftet”, siger Lars Konradsen og tilføjer:
– Der er desværre det lille ord “kan” i teksten, som ofte bliver
misbrugt, når vi hører myndighedernes forklaringer. Havde der bare
stået “skal”, så ville det være nemmere at skyde skylden over på
myndighederne.
Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at udluftningen sker
ved den rigtige faldstamme. Anbefalingen går på, at det altid skal
være ved den første faldstamme, den der er tættest på hovedkloakken
eller brønden.
Installatørerne har et ansvar
Lars Konradsen opfordrer installatørerne til at være opmærksomme
på problematikken, som ikke mindst er blevet yderst aktuel som
følge af de problemer, som vandbesparende armaturer og toiletter
kan medføre. Han mener, at installatørerne har et ansvar for at
rådgive borgerne rigtigt, så de undgår problemerne. Samtidig mener
han også, at installatørerne bør rådgive kommunerne i spørgsmålet
og så vidt muligt sikre, at reglerne bliver overholdt ved nybyggeri
og renoveringer.
FAKTA: Definition fra DS 432:
Vakuumventil: Ventil, der åbner for lufttilførsel, hvis der er
undertryk i ledningen






