Guldmedalje til årets bedste lærling

Dette billede illustrere Guldmedalje til årets bedste lærling

22-årige smed Anders Weiss har fået årets guldmedalje for et
imponerende svendestykke.

– Man er sin egen lykkes smed, siger Anders Weiss, der netop
fået DS Håndværk & Industris guldmedalje for bedste
svendestykke. Et svendestykke der blev bedømt til lutter 12-taller
i samtlige af prøvens kategorier.

– Man skal lægge en masse tid i det. Den er rigtig godt givet
ud, siger den 22-årige nyudlærte smed fra
Randers.       
Han har konstrueret en cyklon, der kan monteres på en
træflismaskine og forhindre at rester af træflis ryger ved siden
af. Han har selv fået idéen til cyklonen, videreudviklet den, lavet
tegningerne og fremstillet den. Et projekt som har taget rigtig
mange timer. Men det det hårde arbejde har været hele umagen
værd.
 – Man skal vise, at man vil. Så er der også interesse den
anden vej. Det har i hvert fald virket for mig, siger han.

Skaber det selv
Mester Kenn Bødker fra Bødker Smede & Maskinværksted siger
ligeud, at det er en meget motiveret ung mand, han har haft i
lære.   
– Anders er en dygtig dreng. Han ligger noget i det fra starten.
Han hører efter og vil godt lære. Meget afhænger af lærepladsen,
men det er drengen selv, der skaber det, siger han.
Kenn Bødker var da heller ikke i tvivl, da han så svendstykket,
det var et usædvanlig flot stykke arbejde.
– Det strålede fuldstændig. En hvilken som helst håndværker ville
med det samme kunne se, at det var godt lavet. Selv en dygtig
svejser laver fejl, men her er bare ikke noget at pege fingre af,
siger Kenn Bødker. 
Anders Weiss fik idéen til sit svendestykke, da han var træt af at
bruge tid på at skovle træflis op, som røg ved siden af. Det var et
ressourcespild, som fik den unge lærling til at spekulere.
– Vi havde et problem, og der skulle findes en løsning. Så var det
bare at få lavet den rigtige løsning, fortæller han nøgternt om
arbejdsprocessen, der strakte sig over fem uger.
Cyklonen ville i sig selv være rigeligt til at bestå svendeprøven,
men herudover er den fastgjort på en flere meter lang konstruktion,
der runder det helt rigtigt af.

Fremtiden
Anders Weiss arbejder i dag i en anden virksomhed som smed og har
sin egen virksomhed ved siden af. Han vil selv prøve kræfter med
tingene og selv bestemme. Han har planlagt at læse videre til
maskinmester, og endelig er der en drøm om at komme ud og
sejle.
– Han skal ud og møde nogle flere mennesker, siger Kenn Bødker men
tilføjer samtidig, at han ikke tror, at han nogensinde får en
ligeså dygtig lærling. Dem er der efter hans mening alt for få af
blandt de unge i dag.
– Du ser det allerede i skolen. Mor bærer skoletasken for dem og
kører dem alle vegne. Erhvervslivet kunne godt bruge flere drenge
som Anders, siger han.

Cookie-indstillinger