Elforbruget falder både i Norden og Tyskland

Dette billede illustrere Elforbruget falder både i Norden og Tyskland

– Talrige undersøgelser viser, at den grønne omstilling af
energisystemerne i Europa skal basere sig på øget elproduktion fra
vindmøller, solceller og termiske kraftværker på biomasse, som skal
gå hånd i hånd med energibesparelser og en øget elektrificering af
energisystemerne, fastslår Peter Meibom i en analyse i Nyhedsbladet
Dansk Energi.

I Danmark har udbygningen med vindenergi og omstillingen til
biomasse fuld fart på, men det kniber med elektrificeringen af
transportsektoren, industrien og den individuelle opvarmning.
Ifølge Peter Meibom betyder det, at det bliver stadig sværere at
opretholde en sund balance mellem udbud og efterspørgsel – og
dermed bevare den økonomiske værdi af den grønne elproduktion.

Dansk Energi analyseafdeling har set på elforbruget før og efter
den økonomiske krise både for Norden og Tyskland. Frem til 2009
steg elforbruget en smule, men siden 2010 er det vendt til et fald.
Især industriens elforbrug er faldet. Husholdningernes elforbrug er
stort set konstant gennem perioden på trods af en voldsom vækst i
antallet af elforbrugende apparater. Apparaterne bliver løbende
mere effektive bl.a. takket være krav fra EU’s
Eco-Design-direktiv.

– De historiske data rejser det oplagte spørgsmål, om den
nuværende tendens til et faldende elforbrug vil fortsætte i
fremtiden. Det er jo altid svært at spå om fremtiden. Hvis
eksempelvis Nordens rolle som hjemsted for datacentre fortsætter,
kan tiltrækningen af disse understøtte elforbruget, som Apples
datacenter i Viborg vil gøre, påpeger Peter Meibom og nævner, at
Energistyrelsen forventer, at det danske elforbrug stiger ca. 16
procent fra 2014 til 2025.

Energistyrelsen forventer også i sin basisfremskrivning en vækst
i vindkraft på 57 procent fra 2014 til 2025.

Hvis den samme udvikling sker i nabolandene, bliver udfordringen
med at sikre aftag af elproduktionen fra vind- og solkraft stadigt
mere påtrængende, fastslår Peter Meibom og konkluderer: Vi skal
have kortlagt og fjernet barrierer for elektrificering af
energisystemet

Cookie-indstillinger