HTX-uddannelser i hovedstaden bliver til H.C. Ørsted Gymnasiet
HTX-gymnasierne navngives således efter den kendte fysiker og
kemiker, der i 1829 stiftede Den Polytekniske Læreanstalt, der i
dag er kendt som Danmarks Tekniske Universitet. Her ligger det ene
af de tre HTX-gymnasier, mens de to andre ligger i Ballerup og på
Frederiksberg.
“Når vi skifter navn, er det dels for at ære H.C. Ørsted, der
har haft en enorm betydning for naturvidenskaben, og dels for at
bidrage til at give HTX-uddannelserne på TEC det omdømme, de
fortjener. H.C. Ørsted er ikke blot en vigtig, historisk person for
nutidens tekniske uddannelser, men står også som et fyrtårn for
almen dannelse, der er et meget vigtigt element både på vores HTX-
og erhvervsuddannelser,” siger Lone Hansen, direktør for Technical
Education Copenhagen (TEC).
Flere vælger den tekniske vej i hovedstaden
HTX oplever i disse år, at flere unge ønsker at gå den tekniske
vej, som typisk fører til en videregående uddannelse til fx
ingeniør, farmaceut eller softwareudvikler. I 2014 oplevede TECs
HTX-gymnasier samlet en stigning i antallet af ansøgere på hele 13
pct. På landsplan steg antallet af ansøgere til HTX i 2014 til
sammenligning med 1,4 pct. I de nye tal fra optaget i marts 2015
ser ansøgertallet lige nu ud til at være steget 6,6 pct.
Her bli’r du til noget
Navneskiftet sker samtidig som led i en større modernisering af
TECs kommunikation, hvor TEC fremover også har taget sit engelske
navn Technical Education Copenhagen, som sit faste navn.
TEC har netop lanceret et nyt slogan – her bli’r du til noget –
som skal være med til at få endnu flere unge til at vælge en
teknisk uddannelse på TEC.
“Efter krisen har der indfundet sig en ny realisme.
Vidensamfundet er blevet erstattet af, hvad jeg vil kalde
kompetencesamfundet. Det er ikke længere nok at være klog, man skal
også kunne noget. Og der er et stort fokus fra politisk side på, at
Danmark igen skal være konkurrencedygtigt som produktionsland.
Derfor er der behov for at unge uddanner sig i erhverv og teknik,”
siger Lone Hansen.
Med det nye slogan ønsker TEC at bidrage til at fortælle denne
historie, så flere unge bliver mere bevidste om deres
uddannelsesvalg.
“Vores teknologiske og erhvervsrettede uddannelser gavner den
unge, fordi de giver nogle meget konkrete jobmuligheder, og
samtidig gavner det samfundet, når de unge vælger en uddannelse,
som modsvarer de krav, vi står over for,” forklarer Lone
Hansen.






