Aalborg Havn viser den hurtigste vej ud på motorvejen
Tæt trafik og trafikale flaskehalsproblemer er i dag et stigende
problem for mange virksomheder i den østlige del af Aalborg.
Aalborg Havn, hvor flere end 10.000 personer bevæger sig hver dag,
har opsat en informationstavle ved udkørslen fra havneområdet, som
viser aktuelle køretider, så havnens brugere kan vælge den
hurtigste rute. Aalborg Havn deler ligeledes disse køretider med
deres ansatte via tv-skærme på kontoret, og alle kan se
køretiderne på havnens hjemmeside.
“Stigende aktivitet giver stigende trængsel, og det mærker vi i
form af trængsel på vejene til og fra havnen. Ofte kan du spare
relativt mange minutter ved at køre den rigtige vej, og ved at give
trafikanterne information omkring køretiderne, kan vi gøre
det lettere for dem at begå sig på havneområdet og slippe for
eventuelle køer og spildtid,” fortæller Mette Schmidt, teknisk chef
for Aalborg Havn.
“For os er det afgørende, at vi er i stand til at nå vores
kunder til tiden, og tid er penge for os. Tid er også en vigtig
parameter i vores kvalitet, så vi kan imødekomme de krav og
forventninger vores kunder har. Derfor er det vigtigt, at vi er i
stand til at vælge, hvilke veje vi skal vælge og ikke mindst
fravælge,” siger Niels Birk, terminalchef ved Danske Fragtmænd.
Løsningen, som havnen anvender, måler ved hjælp af 31 BlipTrack
sensorer køretiden for de forskellige ruter. Sensorerne registerer
signalerne fra passerende billister med en aktiveret Bluetooth
enhed, som f.eks håndfrie installationer i biler, mobiltelefoner og
tablets. Når en bil passerer sensorerne, tidstemples enhedens data
og køretiden udregnes. De indsamlede data indeholder ingen
personlige informationer og krypteres desuden i sensoren.
BlipTrack løsningen er udviklet af det Nordjyske firma BLIP
Systems, som udover at måle køretider i trafik, også måler køtider
i lufthavne, bla. i København, Amsterdam og Dublin.
De kommende år vil byde på store trafikale udfordringer for
Aalborg Havn og Aalborg Øst, idet det nye universitetshospital skal
stå færdigt i 2020 og ventes at øge trafikken på nogle af vejene
fra de nuværende 10.000 køretøjer pr. dag til 23.000. Det vil gøre
det ekstra vigtigt at kunne finde de hurtigste vejforbindelser,
ikke mindst for kunderne på Aalborg Havn, som selvfølgelig er dem,
havnen først og fremmest ønsker at servicere.
På et mere overordnet plan vil havnen gerne medvirke til et
bedre indblik i godstransport i det hele taget: “Vi ved, at gods
bevæger sig gennem landet, men vi ved dybest set ikke, hvordan det
bevæger sig, fordi vi mangler præcise tal. Men det kan dette
trafiksystem hjælpe med at skaffe indikationer på,” fremhæver Mette
Schmidt.






