En game changer med begrænsninger

Forsvarsleverandøren Terma introducerer kunstig intelligens i små skridt som værktøj for både produktion og vedligehold. Potentialet er stort, men det er et hjælpemiddel, man bruger med vigtige forbehold.

Forsvarsleverandøren Terma introducerer kunstig intelligens i små skridt som værktøj for både produktion og vedligehold. Potentialet er stort, men det er et hjælpemiddel, man bruger med vigtige forbehold.

Forsvarsleverandøren Terma introducerer kunstig intelligens i små skridt som værktøj for både produktion og vedligehold. Potentialet er stort, men det er et hjælpemiddel, man bruger med vigtige forbehold.

Som leverandør af løsninger til forsvar, aerospace og rumfart arbejder danske Terma med både et særdeles avanceret produktionssetup og nogle meget følsomme data, eksempelvis når der skal fremstilles radarsystemer eller komposit- og metalkomponenter til den globale flåde af kampfly.

Det apparat er Alexander Krogh Johansen en del af som Advanced Applications Engineer, ERP på hovedkontoret i Lystrup, mens Thomas Vonsild som Manager, Maintenance, Aerostructures Manufacturing har Terma Aerostructures i Grenaa som arbejdsplads.

»Jeg sidder i den del af IT-afdelingen, der hedder Business Applications, hvor vi har ansvaret for vores applikationer, herunder vores ERP-system og også en masse andre systemer, som vi bruger rundt om i virksomheden. Mit primære ansvar er særligt inden for områderne manufacturing og supply chain,« forklarer Alexander Krogh Johansen, der efter maskinmesteren kom i hus, har bygget en kandidat i produktionssystemer fra Aalborg Universitet ovenpå.

I den rolle mærker han tydeligt udfordringerne i at arbejde med følsomme data på et niveau, der er et trin eller tre højere end de fleste andre virksomheder. Det kan således være svært at være first mover, fordi der skal være 100 procent styr på de sikkerhedsmæssige elementer omkring de teknologier, man bruger.

Det billede kan Thomas Vonsild nemt genkende fra sin egen dagligdag som vedligeholdschef for et hold på otte ansatte samt en maskinmesterpraktikant. Hans ansvarsområde er strategi inden for vedligehold af Termas maskiner og investeringer i udstyr generelt gennem replacement- og assetplaner.

»De elementer, vi fremstiller, gør, at kun ganske få mennesker rent praktisk må være i produktionen og se på processerne. Så der er meget strenge krav til specielt eksterne besøgende, og også til vores IT-sikkerhed i det hele taget, og det er et område, hvor vi ikke går på kompromis,« fortæller han.

Sundhedstjek og datafiltrering

Selvom Terma i løbet af regnskabsåret 2025-26 ansatte næsten 600 nye medarbejdere, vil man også gerne være i stand til at vækste og effektivisere produktionen uden nødvendigvis at øge antallet af ansatte. I den forbindelse er kunstig intelligens et centralt redskab, man dog ikke kan bruge uden overvejelser.

»Fordi vi ønsker at gøre brug af de teknologiske muligheder med cloud, så skal vi være virkelig opmærksomme på vores datahåndtering, og vi kan ikke bare spørge ChatGPT eller Copilot om et eller andet. Vi har en chatfunktion i vores intranet, der har adgang til vores egne dokumenter, så man kan stille den spørgsmål, og vi er også i gang med et pilotprojekt på et AI-system, men vi går forsigtigt frem,« siger Alexander Krogh Johansen.

I produktionsmiljøerne arbejder Terma meget med robotter gennem RPA, robotic process automation, og her håber man på sigt, at man med AI kan gøre robotterne mere fleksible ved hjælp af programmering, der kan lære sig selv at blive bedre og mere effektiv.

På samme måde er Thomas Vonsild heller ikke i tvivl om, at kunstig intelligens vil kunne gøre dagligdagen nemmere i vedligeholdsafdelingen. I hans team har man allerede igangsat et projekt inden for IoT (Internet of Things), hvor man vil overvåge den enkelte maskines helbred digitalt.

»Det at kunne lave sådan et health check via sensorer er noget, der vinder frem i industrien med stor hast. Det gør, at maskindata er en høj prioritet for mange virksomheder, og i den forbindelse vil AI være en kæmpe hjælp til at filtrere ordentligt i den data, man henter ud,« siger han.

Mere specifikt kan kunstig intelligens spotte nogle mønstre over tid i de enorme mængder information, som ellers ville være svære at få øje på. Derfor vil AI være ’en game changer’ at få ind som hjælpemiddel, understreger Thomas Vonsild.

»Vi vil over sigt få data fra mere end 500 maskiner og udstyr, så vi skal virkelig fokusere på kvaliteten i det, vi anvender som input i en eventuel AI-løsning. Klassikeren er jo, at hvis du populært sagt hælder noget skrammel ind, så får du også noget skrammel ud, så det er et helt essentielt område at prioritere,« siger han.

God gavn af maskinmesterkompetencer

Til at strukturere vedligeholdsindsatsen på fabrikken bruger Thomas Vonsild og hans team et system, der udgør det operationelle lag for teknikerne. Til den daglige drift er den løsning passende til at jonglere med for eksempel arbejdsordrer, planlagte eftersyn og dokumentation, samt at lægge service ud til eksterne gennem systemet.

»Hvis sådan et system bliver for komplekst for medarbejderne, så ender det med, at man ikke får håndteret sit maskinvedligehold rigtigt. Og det har været en høj prioritet for mig. Det skal være simpelt og nemt at tilgå, så alle kan bruge det. Og det er fordi, det giver god gennemsigtighed og en enorm god strukturering i hverdagen, ligesom du kan tilgå det hele fra mobilen, hvilket giver en stor fleksibilitet,« siger han.

Mens vedligehold og facility management vil være velkendt stof for mange maskinmestre, er ERP og applikationer knap så udbredt som arbejdsområde. Ikke desto mindre har Alexander Krogh Johansen stor gavn af sine kompetencer fra studiet og kombinationen med uddannelsen fra Aalborg.

»Jeg begyndte at arbejde med supply chain efter jeg blev kandidat, og sideløbende havde jeg også en masse IT-opgaver, som var det, der trak mig til Terma og netop IT-afdelingen her. Så det er ikke fordi, jeg går og svejser i hverdagen, men der er alligevel meget fra studiet omkring for eksempel data, jeg kan bruge,« siger han.

Det samme gør sig gældende for Thomas Vonsild, der heller ikke har værktøj mellem hænderne i det daglige, men på baggrund af egen erfaring har valgt at forholde sig til det strategiske, og så lade sine specialister om at udføre reparationer, opdateringer og des lige.

»Hvis man som vedligeholdschef er for meget på gulvet, kan man godt risikere at glemme det lange perspektiv. Og i en organisation som vores, der er man nødt til at tage sig tid til at få fundamentet på plads, allokeret ansvar og sørge for, at man har en holdbar struktur,« påpeger han.

»Jeg bruger selvfølgelig tid ude i produktionen, men det er i en observerende rolle som coach for mine teknikere. Jeg støtter dem i deres arbejde og bruger tid på at snakke med både operatører og ledere, og det er jo der, maskinmesteruddannelsen kommer mig til gavn,« tilføjer Thomas Vonsild.

Skal starte småt med AI

Diplomet fra Aarhus er ligeledes værdifuldt for Alexander Krogh Johansen, når han i en konsulentlignende rolle bevæger sig rundt i Termas forskellige afdelinger relateret til manufacturing. Her giver uddannelsen ham et indblik i de tekniske aspekter af processerne, som er nyttig i dialogen med eksperterne.

»Et sted i organisationen kan man have brug for et nyt system eller en ny løsning til at håndtere en udfordring, og der kan jeg bruge min viden til at stille de rigtige spørgsmål, så vi får sat den rigtige løsning sammen til den givne situation,« siger han.

»Fordi uddannelsen er så fagligt bred, som den er, så gør det jo, at vi kan sidde med ved møder og forstå, hvad de handler om. Vi er ikke specialister i alt, men vi er gode til at omsætte de ideer og forslag, som bliver bragt frem, til noget konkret,« supplerer Thomas Vonsild.

Mange af de idéer handler for tiden om kunstig intelligens, og det er da også et område, hvor de to maskinmestre ser et kæmpe potentiale – selv med tanke på Termas arbejde med følsomme data og hemmelighedsstemplede projekter og produkter.

For mens de sikkerhedsmæssige hensyn stiller nogle begrænsninger på nogle områder, er der andre steder, hvor eksempelvis øget automation gennem AI kan gøre en markant forskel. Thomas Vonsild nævner i den forbindelse de repetitive opgaver som et område, der kan optimeres. »Men det skal ske i små skridt, for selv hvis du ruller en stor AI-løsning ud, så skal udstyret stadig vedligeholdes, og der skal være nogle dedikerede folk, der sidder med tingene hver dag, og sørger for at systemet fungerer, som det skal. Så det handler om at starte småt og arbejde sig op, som vi også gør med det pilotprojekt, vi har sat i gang,« siger han.

Læs også: Robotics og kunstig...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger