Fokus på sikkerhed har fået antallet af arbejdsulykker til at styrtdykke

Dette billede illustrere Fokus på sikkerhed har fået antallet af arbejdsulykker til at styrtdykke

MT Højgaards medarbejdere høster nu frugterne af en målrettet
indsats mod arbejdsulykker. Antallet af ulykker blandt de
timelønnede medarbejdere er nedbragt fra godt 27 pr. en million
arbejdstimer i 2013 til otte i 2014. Gennemsnittet på landsplan er
godt 22 arbejdsulykker pr. million arbejdstimer. En ulykke tæller
med i statistikken, når den resulterer i, at medarbejderen har
fraværsdage som følge af ulykken, og MT Højgaards statistik dækker
over i alt ti ulykker i 2014.

To arbejdsmiljøuger om året
MT Højgaard har i 2014 gjort en aktiv indsats for at reducere
antallet af ulykker blandt andet ved at afholde to
arbejdsmiljøuger. Her blev sat ekstra fokus på arbejdsmiljøet på
alle byggepladser, der blev gået ekstra mønsterrunder, og alle
medarbejdere så film produceret specielt til lejligheden om både
fysiske og psykiske konsekvenser af en arbejdsulykke.

– Vi er glade for tallene og stolte af resultatet af vores
indsats. Men vi intensiverer vores indsats yderligere, for vi vil
have tallet endnu længere ned. Derfor er vi nu begyndt på en meget
systematisk indsamling af information om såkaldte tæt-på-hændelser
og observationer, hvor medarbejderne fra alle vores byggepladser
registrerer episoder, der potentielt set kunne føre til en ulykke.
Jo større viden vi har om, hvad der forårsager potentielt farlige
situationer på alle vores byggepladser, desto bedre kan vi
forebygge hændelserne og tage viden med os fra den ene byggeplads
til en anden, siger QHSE Director Vinnie Sunke Heimann, der er
ansvarlig for arbejdsmiljø, kvalitet og miljø i MT Højgaard.

Indsatsen har desuden medført, at Arbejdstilsynet i dag finder
langt færre fejl på MT Højgaards arbejdspladser. Antallet af
strakspåbud er faldet fra 22 i 2013 til otte i 2014.

Mønsteropgave med nul ulykker
Et mønstereksempel på et byggeri uden ulykker er MT Højgaards
opførelse af etape S3 til Det Nye Universitetshospital, DNU, i
Aarhus. På to andre DNU-byggefelter har MT Højgaard den 5. januar
ikke registreret ulykker i hhv. 357 dage og 313 dage.

Den flotte statistik på MT Højgaards tre byggeopgaver på DNU har
bidraget til, at Region Midt har nået målsætningen om at halvere
antallet af arbejdsulykker på hele byggepladsen i forhold til
landsgennemsnittet. Bygherrens ansvarlige for arbejdsmiljø og
sikkerhed, Katrine Schimmelmann, roser MT Højgaards indsats på
området.

– Etape S3 er et sjældent set flot byggefelt, hvor entreprenøren
viser, at de også tager sikkerheden alvorligt, og hvor de
lynhurtigt udbedrer forholdene, hvis der er optræk til problemer.
Og når vi har en entreprenør, der er så professionel, så bliver det
også nemmere for os at nå vores mål for sikkerheden og
arbejdsmiljøet, siger Katrine Schimmelmann.

Forberedelser øger sikkerheden
Region Midt har gjort sig mange anstrengelser for at nå
sikkerhedsmålet. Katrine Schimmelmann fortæller, at Rådgivergruppen
DNU I/S, der har det daglige tilsyn med arbejdsmiljø og sikkerhed,
allerede i projekteringsfasen forebyggede arbejdsulykker ved at
rense projektet for alle kendte risici. Der er ansat tre
sikkerhedsledere pr. byggefelt og en pr. storentreprise. Desuden
skal hver eneste af de omkring 10.000 håndværkere, der gennem årene
skal arbejde på den 100 hektar store byggeplads, gennemgå to timers
sikkerhedsinstruktion, inden de begynder.

Anerkendende kontrol
Hos MT Højgaard er det projektleder Claus Ottow Jensen og de
sikkerhedsansvarlige Christina Lund Lauritsen og Lone Nejlund, der
sørger for et højt niveau på sikkerhedsområdet på DNU. De to
sikkerhedsansvarlige kommer dagligt på byggepladsen og roser lige
så gerne dem, der gør tingene rigtigt, som de påtaler det, der ikke
dur.

Håndteringen af sikkerhedsopgaven sker som et led i et
forskningsprojekt hos Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning. Her kalder
forsker og psykolog Lars Peter Andersen MT Højgaards deltagelse i
projektet for fremsynet.

– Man går normalt efter at finde fejl på en byggeplads, men det
kan være demotiverende kun at fokusere på fejlene. Derfor er det
også vigtigt at anerkende det, som håndværkerne gør godt og
rigtigt. Og det, kan vi måle, har en positiv effekt, siger Lars
Peter Andersen fra Arbejdsmedicinsk Klinik.

Endnu mere arbejdsmiljø i 2015
Succesen med tiltagene over for arbejdsulykkerne i MT Højgaard
bliver ifølge Vinnie Sunke Heimann fulgt op med nye
arbejdsmiljøuger i 2015.

– Vores særlige indsats på sikkerhedsområdet er kommet for at
blive. Når vi bliver endnu bedre til at forebygge ulykkerne, stiger
arbejdsglæden, kvaliteten og produktiviteten i vores arbejde, siger
den ansvarlige for arbejdsmiljø, kvalitet og miljø i MT
Højgaard

Cookie-indstillinger