Viborg Tekniske Gymnasium klar til fremtiden med nye 3D-printere
HTX-studerende på Viborg Tekniske Gymnasium har med ét slag fået
endnu bedre vilkår for at udarbejde studieprojekter, der pejler ind
i fremtiden. To af de elever som med stor interesse har kastet sig
ind i 3D-teknologien, er tredjeårsleverne Mathias Grønne og Søren
Laursen fra innovationsklassen.
– Vi har tegnet en prototype af en pillefordeler på computeren,
der doserer, så man undgår fejlmedicinering. Projektet er faktisk
mere kompliceret, end hvad vi normalt kan støbe i metal eller forme
i træ, som vi normalt bruger. Men plast er nemmere at arbejde med
og giver mulighed for at printe flere udgaver af en prototype. Så
vi kan tilpasse vores tegning på computeren, hvis vi finder en
fejl, siger Søren Laursen.
Nye perspektiver for undervisningen
Den fleksible arbejdsform er netop en af de største fordele ved
3D-printerne, fordi der pludselig bliver kort vej fra idé til
handling, mener underviser på Viborg Tekniske Gymnasium Rasmus
Pilgaard Jensen:
– Eleverne vil fortsat arbejde med træ og metal i værkstedsfag,
men plast er både nemmere, billigere og hurtigere at arbejde med.
3D-printerne giver os mulighed for at tilbyde et
undervisningsmiljø, der giver nogle helt andre perspektiver for
elevernes måde at lære på, siger Rasmus Pilgaard Jensen.
Viborg Tekniske Gymnasium købte faktisk en 3D-printer for to år
siden, da teknologien endnu var i sin spæde ungdom. Underviserne
har i mellemtiden gjort sig fortrolige med den nye teknologi og
indarbejdet den i en række undervisningsforløb. Fremover er det
meningen, at alle nye HTX-studerende skal stifte bekendtskab med
3D-print fra 1. semester:
– Nogle mener, at 3D-print bliver allemandseje i fremtiden og
ikke kun er forbeholdt fremstilling i industrien. Uanset hvad er
det vigtigt at eleverne får mulighed for at prøve teknologien af i
praksis i fag som teknologi, design og innovation, siger Rasmus
Pilgaard Jensen.
Avanceret legetøj
Også EUX-elever på House of Technology, der læser til
elektronikfagtekniker, forventes at bruge printerne i deres
undervisningsforløb, ligesom de vil blive brugt i undervisningen på
den nye fagretning “Biler, teknologi og industrielt design”, der
bliver en del af Mercantecs erhvervsuddannelser efter
sommerferien.
– Interessen fra eleverne er stor – printerne har kørt stort set
fra dag ét, siden de blev leveret lige før jul. Flere elever
opfatter ikke engang 3D-printerne som undervisning, men mere som
avanceret legetøj – hvilket man på sin vis også kan sige, at det
er, siger Henrik Graversen, der er underviser på House of
Technology.
Tirsdag d. 20. januar kan man egenhændigt se 3D-printerne i
aktion, når Viborg Tekniske Gymnasium afholder infoaften for
kommende elever og forældre. Det sker på H. C. Andersens Vej 9 i
Viborg kl. 19.






