4B Research – Nyhedsbreve hitter blandt håndværkere
I byggebranchen kæmper de trykte fagblade internt med de
digitale platforme om læsernes opmærksomhed og ligger ifølge det
seneste byggeindeks fra analysevirksomheden 4B Research på ca.
samme niveau, hvad angår læserantal. Men de private producenter af
bl.a. værktøj og materialer giver mediehusene kamp til stregen i
rollen som nyhedsformidlere.
Det årlige byggeindeks er netop udkommet og viser bl.a., at 81 %
af landets håndværkere modtager nyhedsbreve fra en eller flere
producenter inden for byggebranchen. 26 % anser nyhedsbreve som den
vigtigste kilde til information og nyheder fra producenterne i
branchen fremover. Til sammenligning siger 30 % producenternes
hjemmesider, mens 7 % siger fagbladene og 6 % siger tilbudsaviser
og kataloger.
Det skal ses i lyset af, at de uafhængige mediehuse de senere år
har set sig presset af faldende oplagstal på de brede, trykte
medier, mens der er fremgang for branchemedierne, fagbladene og
nyhedsbreve med branchespecifikt indhold.
– Der er jo sket det, at producenterne og forhandlerne af
byggematerialer, værktøj osv. er blevet meget opmærksomme på at
målrette deres markedsføring og deres information til den enkelte
kundegruppe, siger direktør i 4B Research og ekspert i
forbrugeradfærd, Dennis Blome.
– Som moderne storforbrugere af information, hvad enten vi er
derhjemme eller på arbejdet, er vi blevet vænnet til, at der
allerede er nogle filtre på, inden informationen når frem til os.
Når jeg vælger at modtage et nyhedsbrev, så er det fordi jeg ved,
at det indeholder information, som er vedkommende og anvendelig for
mig, uden at jeg selv skal filtrere 80 % fra for at finde de 20 %,
der er relevante for netop mig, mener Dennis Blome er en del af
forklaringen på nyhedsbrevenes stigende popularitet.
4B Research har spurgt 500 ansvarlige for indkøb af værktøj,
byggematerialer, arbejdstøj o.lign. i tilfældigt udvalgte danske
håndværkervirksomheder inden for tømrer-, murer-, el- og vvs-faget
om bl.a. deres informationssøgning. Det er tredje gang, indekset
bliver gennemført.






