FRI – Omprioriteringsbidrag er en dårlig undskyldning for at udsætte vejvedligehold
Dagblad Licitationen skrev i går, at kommunerne kan blive nødt
til at udsætte vejvedligehold pga. det meget omtalte
omprioriteringsbidrag samt stigende udgifter til indlogering af
flygtninge. Derfor frygter FRI, at opgaver som vejvedligehold og
vedligehold af bygninger får endnu lavere økonomisk prioritering i
kommunerne i fremtiden – selvom efterslæbet allerede er stort i
dag.
“FRI’s State of the Nation rapport sætter en tyk streg under, at
der særligt i kommunerne er en kæmpe udfordring med at sikre
rettidigt vedligehold af de store værdier, man ejer i form af
bygninger, veje og broer. Debatten om omprioriteringsbidraget
viser, at det er endog rigtig svært at finde besparelser i
kommunerne, hvis det er kommunerne selv, der skal prioritere egne
ressourcer. Men reelt hænger de to ting sammen, og det er ikke en
uoverkommelig gordisk knude, der skal løses.Det handler blot om
reel prioritering,” siger administrerende direktør i FRI, Henrik
Garver, der forklarer, at det helt enkelt handler om at prioritere
ressourcerne bedre, så vi som samfund og som skatteborgere kan få
bedre løsninger.
“Men det handler også om, at rigide krav, som et lavt
anlægsloft, gør det svært at prioritere de fornuftige beslutninger,
som samlet set giver en mere værdiskabende infrastruktur og giver
mere value for money i den offentlige sektor. Indtil der bliver
justeret på rammerne, er der dog en del ting, som kommunerne selv
kan gøre for dels at komme i mål med omprioriteringsbidraget, dels
løfte kvaliteten af infrastrukturen,” siger Henrik Garver, der har
fire konkrete forslag til, hvordan kommunerne kan få midlerne
i de slunkne kommunekasser til at række længere.
1) Gå tidligere i gang med vedligehold af veje og bygninger. Et
vejvedligehold bliver godt 27 pct. Dyrere, hvis man udskyder
vedligeholdet med blot 3 år. En bro bliver 71 pct. dyrere at
udskyde i tre år.
2) Brug byggeriets aftaledokumenter som AB92 og ABR89, uden
fravigelser, og undlad at opfinde den dybe udbudstallerken hver
gang. Det gør det blot dyrere for både kommunerne og de bydende
virksomheder.
3) Brug rammerne i den nye udbudslov, hvor annonceringspligten er
afskaffet. Flere opgaver vil nu kunne indkøbes uden alt for
komplekse processer.
4) Inviter kun få bydende, maks. 3 – 4 virksomheder, og brug gerne
prækvalifikation. Undersøgelser viser, at man ikke får løst opgaven
billigere ved at invitere mange bydende.
“Det handler om rettidig omhu og at gøre det simple i
kommunerne. Gå tidligere i gang med vedligehold og renovering
og gennemfør indkøb enklest muligt. For kommunerne selv (som
indkøbere) og for deres leverandører bliver det billigere at
konkurrere. Det frigør ressourcer til mere kvalitet i løsningerne,
og den enkelte kommune får frigjort midler til hjemmepleje,
undervisning, børnepasning, og omprioriteringsbidrag,” slutter
Henrik Garver.






