Kursus giver adgang til stort varmepumpemarked

Dette billede illustrere Kursus giver adgang til stort varmepumpemarked

Mindre varmepumper til helårsboliger og sommerhuse er et stort marked for både el- og vvs-installatører, men inden man kan sætte medarbejdere i gang med installation og service af varmepumper, skal de bestå et kursus i køleteknik, som er godkendt KMO – Kølebranchens Miljøordning. Det er klimahensyn, som ligger bag kravet om et kursus, fordi man ønsker at undgå udslip af de HFC-baserede kølemidler, som anvendes i mindre varmepumper.

Fredericia Maskinmesterskole er nu blevet udbyder af KMO-kurset i køleteknik og vil satse på at tilbyde kurset til installatører, som ønsker at sende medarbejdere af sted på et koncentreret forløb over fem dage.

»I en travl hverdag for installatørerne, som har deres primære fokus på at servicere kunderne, er det vigtigt at kunne tilbyde et meget kort kursusforløb, og derfor har vi nu udviklet et kursus af kun fem dages varighed, hvorefter medarbejderne er klar til at påtage sig opgaverne vedrørende varmepumper og køleanlæg. Det kan næppe gøres hurtigere,« siger Henrik S. Pedersen, lektor ved Fredericia Maskinmesterskole.

Forhindre HFC-udslip

Kurset henvender sig til alle installatører, som ønsker at levere og servicere varmepumper med HFC-fyldning op til 2,5 kg – uanset type og fabrikat. Det kan være luft-til-luft varmepumper, luft-til-vand-varmepumper og mindre jordvarmeanlæg.

»Kurset er helt produktuafhængigt, så det betyder ikke noget hvilken type varmepumpe, man er leverandør af. Kravene til at installere og servicere anlæggene er de samme, uanset hvem producenten er, da det primære formål med at stille krav til installatøren er at forhindre udslip af de HFC-baserede kølemidler, som jo bruges i alle disse typer varmepumper,« siger Emil Schmidt, der underviser på kurset – med en faglig baggrund som maskinmester og specialist i varmepumper og køleanlæg.

Ud over selve installationen og idriftsættelsen bliver man med kurset i stand til at udføre det obligatoriske årlige eftersyn, som primært har til formål at opdage og reparere lækager af kølemiddel fra varmepumpen.

»Man skal ikke undervurdere markedet for tilbagevendende service i kraft af kravet om et årligt serviceeftersyn af alle varmepumper. Her er muligheden for at etablere mange, langvarige kunderelationer,« siger Emil Schmidt.

Idriftsættelse og fejlfinding

Kurset skal sikre, at man kan idriftsætte en varmepumpe, skifte kompressor, foretage fejlfinding, identificere lækager, fylde nyt kølemiddel på og foretage tætninger at lækageramte varmepumper.

»Det allervigtigste man skal lære er at detektere og reparere lækager, så man undgår udslip af HFC-kølemidlerne, men derudover er det selvfølgelig også nødvendigt, at man kan lave en ordentlig installation og idriftsættelse af en varmepumpe. Derudover vil vi gennemgå de forskellige typer HFC-kølemidler, herunder fordele og ulemper ved de forskellige kølemidler, hvor der er kommet nye midler med mindre klimabelastning. Til gengæld kan der være nogle sikkerhedsforhold og brandrisici ved de nye kølemidler, man skal være særlig opmærksom på, og det vil kurser også omfatte,« siger Emil Schmidt.

Kursus i køleteknik

– For at arbejde med HFC-baserede køle/varmeanlæg med en kølemiddelfyldning op til 2,5 kg er det et krav, at man har gennemført et KMO-godkendt undervisningsforløb og bestået en tilhørende prøve.

– Kravene skyldes primært ønsket om at eliminere udslip af klimaskadeligt HFC-kølemiddel.

– Kurset giver autorisation vedrørende stationært køle-, luftkonditionerings- og varmepumpeudstyr, og køleenheder på kølelastbiler og -påhængskøretøjer, der indeholder fluorholdige drivhusgasser

– Kurset er tilrettelagt i henhold til EU-forordning 303/2008

– Udbydere af kurset skal godkendes af KMO (Kølebranchens Miljøordning) på vegne af Miljøstyrelsen.

– Ud over kravet om et bestået kursus i køleteknik, skal medarbejderen også have gennemført og bestået et KMO-anerkendt loddekursus, så man kan udføre en helt tæt installation af en varmepumpe. Medarbejdere med en godkendt VVS-energiuddannelse vil normalt have de nødvendige loddekompetencer med herfra, mens elektrikere også vil skulle bestå loddekurset.

Kursusindhold

Teori

– Miljøforståelse

– Køleforståelse

– Opbygning af køle/varmepumpeanlæg

– H log P diagrammer

– Dimensionering af varmepumpe

– Sikkerhed ved arbejde med kølemidler

– Fejlfinding

– Lækagesøgning

– Håndtering af returkølemidler

– Service/eftersyn

Praktik

– Trykprøvning

– Evakuering

– Tomsugning

– Fejlfinding

LÆS også: Ajcon AS – Industrien vil have byggespecialister
Kursus giver adgang til stort varmepumpemarked's Firmaprofil
Cookie-indstillinger