OK – KP Komponenter høster fordele ved skift af køle-og smøremiddel
Man kan allerede nu konstatere, at maskinerne er renere, og man oplever lavere forbrug til efterfyldning.
KP Komponenter fremstiller som underleverandør komplekse emner, som kræver særlig knowhow og specialisering. Særligt komponenter til hydraulikbranchen er virksomheden kendt for at bearbejde. I øjeblikket oplever man stor efterspørgsel, og det er nødvendigt at løbe stærkt for at følge med. Derfor var det en lettelse, da den nye leverandør af køle-og smøremidler kunne stå for projekteringen af skiftet.
KP Komponenter er konverteret til et køle- og smøremiddel fra Rhenus Lub, som energiselskabet OK er leverandør af i Danmark. Ind til videre har det nye køle- og smøremiddel betydet lavere efterfyldningskoncentration, og samtidig kan man se på maskinerne, at de er renere end før, og emnerne er lettere at efterbearbejde.
Samarbejdet startede med en business case, som gik ud på at finde besparelser ved et skift af køle- og smøremiddel.
“Business casen gik ud på, at vi skulle reducere forbruget til efterfyldning med 20 procent, og samtidig forbedre miljøprofilen på køle- og smøremidlet. Da vi kørte testforløbet med på det mindste af vores centralanlæg, viste det sig, at vi brugte 1/3 del mindre til at vedligeholde samme produktion,” siger Peter Larsen, strategisk indkøber hos KP Komponenter. Så man mærker allerede nu fordelene ved at anvende køle- og smøremidlet fra Rhenus.
Projekt ud over det sædvanlige
Forud for konverteringen, skulle anlæg og maskiner tømmes og rengøres, og det projekt har OK styret og gennemført.
“Ud over vores egne medarbejdere, har vi haft eksterne medarbejdere, slamsugere og KPK’s produktionsplanlægning,” siger Lars Primdahl, Key Account Manager hos OK.
På den måde kunne arbejdet klares over relativt kort tid, så det gik mindst muligt ud over produktionen.
“En af vores største udfordringer er arbejdsmængden, som er rigtig stor i øjeblikket. Derfor var det en kæmpe fordel, at OK gik ind og tog projektstyringen, sammen med vores vedligeholdelsesafdeling og produktionen. I det hele taget er det en kæmpe fordel at have en leverandør og samarbejdspartner, som kan tage en opgave og bære den videre, samt give den nødvendige professionelle rådgivning.”
Samarbejdet har også udmøntet sig i, at OK har hjulpet med at løse udfordringen med at dosere køle-og smøremidlet i den rette mængde.
Der har været flere fordele ved rengøringen og skiftet til Rhenus.
“Vi oplever, at maskinerne er betydeligt mere rene, og det var faktisk noget af det, vi ledte efter. Maskinrum og ruder er rene, og emnerne er heller ikke så fedtede, som de var tidligere,” siger Peter Larsen.
Samtidig med, at det nye køle- og smøremiddel ikke er så fedtet længere, er der en bedre lugt i maskinhallerne.
Samme set up i USA
KP Komponenter har også bearbejdningsfabrik i South Carolina og Sverige, og det var en vigtig del af skiftet til OK og Rhenus, at set uppet også kunne implementeres i USA.
“Strategisk er det besluttet, at vi skal have samme set up, det betyder blandt andet, at vi har de samme maskiner og kører på de samme produkter begge steder. Det gør os mere fleksible i forhold til bearbejdningen af emner og i forhold til vores kunder,” siger Peter Larsen og fortsætter: “Vandkvaliteten i USA er meget anderledes end herhjemme, og det var vi opmærksomme på.”
Sammen med en tekniker fra Rhenus brugte Lars Primdahl et par dage hos KP Components i USA for at besigtige forholdene i produktionen der. Planen for fabrikken i USA er, at man skal have samme set up i forhold til installation af et centralanlæg, der installeres i fjerde kvartal 2018, som i fremtiden skal betjene maskinerne.
“Det betyder meget for os, at OK kan løfte udfordringerne, og det viser, at samarbejdet fungerer, og udfordringerne bliver løst,” siger Peter Larsen.
Både OK og KP Komponenter er enige om, at et tæt samarbejde fremover er positivt, så man sammen kan optimere og øge produktionen.






