Drift og vedligeholdelse af vandforsyningsanlæg

Køb bogen her

Selv et nyt og velprojekteret vandforsyningsanlæg kræver straks ved idriftsættelsen løbende kontrol, optimering og vedligeholdelse. Omfang og metoder kan være meget forskellige, og i det følgende angives derfor en række minimumskrav, der naturligvis skal tilpasses de enkelte anlæg.

Udvikling og optimering af drift I takt med at den teknologiske udvikling har gjort det muligt at drive næsten ubemandede vandforsyningsanlæg, er kravene til forsyningssikkerhed, kvalitet, kontrol, dokumentation, renere teknologi og optimeret drift støt stigende. Forbrugerne kræver, med god ret, at der konstant leveres de billigste og bedste produkter.

“Værkmesterens” daglige kontrol og føling med tingenes tilstand erstattes af sensorer, målgivere og “intelligente” SRO-anlæg, og driftskontrollen flyttes fra det egentlige anlæg til skærmen på skrivebordet. Kravene til de EDB-baserede værktøjer ændres løbende, og programmer forældes i samme tempo, som de indføres.

Forudsætningen for en optimal drift er under alle omstændigheder en komplet og grundig registrering af de tekniske anlæg og forhold. Denne registrering kan principielt godt ske på kvadreret papir ordnet i ringbind, men for overskuelig- hedens skyld bør selv den mindste vandforsyning supplere ringbindene med EDB-registrering.

Samtidig er det vigtigt at erindre, at selv det bedste SRO-anlæg kun fungerer på grundlag af klart formulerede kravspecifikationer. Her er det vigtigt at definere overskuelige rapporter med alle vigtige nøgletal. F.eks. skal energiforbruget pr. m³ produceret vand måles og kontrolleres i flest mulige led gennem hele processen.

Cookie-indstillinger