65 millioner kroner til danskernes grønne ideer
65 millioner kroner til danskernes grønne
ideer
Grøn teknologi skal både være med til at løse danskernes
miljøproblemer og blive en eksportvare. Derfor har Miljøministeriet
uddelt 65 mio. kroner til forskere, ingeniører og virksomheder, der
kan gøre en grøn forskel.
Mindre os fra busser i hovedstaden, mindre skadelig kemi i
danskernes tøj og genanvendelse af ressourcerne i danskernes
affald. Det er nogle af de grønne ideer og løsninger, der har
modtaget penge fra Miljøministeriet.
– Vi har nogle virkelig dygtige forskere, ingeniører og
virksomheder, der har tænkt gode grønne ideer. Vi vil udvikle
Danmarks grønne styrkepositioner, og derfor uddeler vi nu 65 mio.
kroner, så de gode ideer kan blive til virkelighed, siger
miljøminister Ida Auken.
Pengene udgør en stor del af de i alt 135 mio. kroner, der var
afsat til grøn teknologi i 2013. Det er næsten dobbelt så meget som
året før, hvor der var knap 70 mio. kroner i alt. Resten af
2013-midlerne er blandt andet gået til fyrtårnsprojekter, hvor
grønne løsninger demonstreres i fuldskala, etablering af et
innovationscenter for ressourceeffektiv produktion og
produktionsdesign, 20 partnerskaber for miljøinnovation og en række
eksportorienterede initiativer, der hjælper grønne danske løsninger
ud på det globale marked.
Projekt luftforbedring
Virksomheder og forskere har siden juni haft mulighed for at søge
pengene til projekter, der kan være med til at udvikle grøn
teknologi. Et af de projekter, der har fået støtte, bliver udført
af Trafikselskabet Movia. Projekts mål er at sænke luftforurening
fra busserne i København til glæde for især cyklister og
fodgængere.
Miljøministeriet støtter med 6,1 mio. kroner, mens Københavns
Kommune støtter med 1 mio. kroner.
– Stadig flere flytter til byerne, og det er oplagt at udvikle
teknologi til at løse det voksende problem med luftforurening.
Teknologier til ren luft har også et stort eksportpotentiale, for
tendensen er global, og en del lande har kæmpe problemer med smog
og forurening, siger Ida Auken.
Pengene til projekterne stammer fra Program for Grøn Teknologi,
som uddeler penge til projekter inden for områderne kemi, vand og
klimatilpasning, ressourcer og affald samt luft og støj.
Se, hvilke projekter, der har fået støtte her
(https://www.ecoinnovation.dk/Emneoversigt/Danske_cases_og_resultater/Resultater_og/Resultater_Intro.htm)
Yderligere oplysninger:
Fuldmægtig Mariane T. Hounum, Miljøstyrelsen, tlf. 7254 4594,
e-mail: mth@mst.dk (mailto:mth@mst.dk)
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf. 2561 7170,
e-mail: mthor@mim.dk (mailto:mthor@mim.dk)