Nordjysk firma leverer stemmebokse til verdens brændpunkter
Nordjysk firma leverer stemmebokse til verdens
brændpunkter
Da Libyen gik til valg for første gang efter Muammar al-Gaddafis
styre, blev de historiske krydser sat i stemmebokse lavet i
Nørresundby. Boxen Emballage, som er storleverandør af papemballage
til møbelindustrien, har gennem årene udviklet dette noget særlige
ben på gesjæften – produktion af stemmebokse til FN.
Når FN leverer valgudstyr til verdens brændpunkter, spiller et
nordjysk emballagefirma ofte en vigtig rolle. Siden 2008 har Boxen
Emballage i Nørresundby produceret og leveret de særlige
FN-stemmebokse i pap, som bruges til folkevalg rundt om i verden,
bl.a. i Libyen, Afghanistan og Sudan. Stemmeboksene er helt igennem
nordjyske: Designet, trykt, formet og pakket på
Nørresundby-fabrikken, før de shippes ud i den vide verden.
Boxen Emballage, som har rødder tilbage til 1895, har i de
seneste år primært fokuseret på produktion af specialkonstruerede
emballageløsninger, hvor møbelindustrien er den største aftager.
Men da Lithotech-Bording, leverandør af valgmateriale til
demokratiske valg i tredjeverdenslande, i 2008 spurgte, om Boxen
Emballage kunne levere 60.000 stemmebokse til det kommende valg i
Sudan, var det ikke svært at sige ja:
– En ordre på omkring 60.000 bokse svarer til en ½ måneds normal
omsætning her i firmaet, forklarer direktør Rune Jørgensen.
Boxen Emballage har siden hen leveret stemmebokse til FN 1-2
gange om året. Ordrerne kan lyde på alt fra mellem 6.000 til
100.000 bokse, og når ordren kommer, skal der handles hurtigt:
Boxen Emballage får kun 2 uger til at indkøbe materialer, designe,
forme, trykke og pakke stemmeboksene, før de skal sendes af
sted.
– Vi arbejder i døgndrift, når FN-ordrerne tikker ind, for det
er virkelig mange ekstra units, som skal produceres med meget kort
varsel ved siden af vores normale produktion.
Ordrerne kommer altid på baggrund af en udbudsrunde, hvor det
nordjyske emballagefirma har været i konkurrence med store
internationale firmaer i både USA og Tyrkiet. Dermed formår Boxen
Emballage at være konkurrencedygtig på et marked, der inkluderer
lande med lavere produktionsomkostninger end Danmark.
– Det er da sjovt, at vi formår at vinde over lande med
billigere arbejdskraft, som fx Tyrkiet. Men vi er åbenbart
hurtigere, leverer højere kvalitet og er gode til at lave
specialløsninger, lyder det fra Rune Jørgensen, som helt klart også
kan se, hvordan effekten af FN-ordrerne har forgrenet sig ud i
virksomheden gennem årene, bl.a. ved at produktionen er blevet
langt mere effektiv, og at virksomheden er i stand til at tænke ud
af boksen, hvad angår smarte produktionsløsninger.
For Rune Jørgensen og hans medarbejdere er det altid sjovt at se
billederne fra forskellige valgsteder rundt om i verden tone frem
på tv-skærmen hjemme i stuen, og Rune Jørgensen husker især de
historiske billeder fra Libyens første demokratiske valg i mere end
40 år efter Muammar al-Gaddafi ikke længere sad ved magten.
– Det burde ikke kunne betale sig at sende valgbokse fra
Nordjylland og ned til Afrika, men det kan det åbenbart. Jeg bliver
aldrig træt at se dem blive brugt rundt om i verden, slutter
han.
I disse dage arbejder Boxen Emballage i døgndrift for at få
6.000 stemmebokse klar til det kommende valg i Guinea-Bissau, som
er et lille land i Vestafrika. Stemmeboksene skal være klar til
afsending fra Billund allerede på mandag den 3. februar 2014.
________________________________________
Om Boxen Emballage A/S
Boxen Emballage A/S har over 110 års erfaring i at producere,
sælge og markedsføre et bredt udvalg af bølgepap- og
specialemballage i Danmark. Boxen er i dag Danmarks største
familieejet sheetplant, og med nye bygninger, som er specielt
indrettet til at optimere produktion og logistik, kan virksomheden
også kalde sig den mest moderne og en konkurrencedygtig
samarbejdspartner.
For mere information, kontakt venligst:
• Rune Jørgensen, direktør i Boxen Emballage, mobil: 26 12 07
74, e-mail: rj@boxen-e.dk






