Når forsyningssikkerhed handler om menneskeliv

Dette billede illustrere Når forsyningssikkerhed handler om menneskeliv

Når forsyningssikkerhed handler om
menneskeliv

Det Nye Århus Universitetshospital kræver sikker og konstant
energiforsyning. To redundante linjer med hver 5 koblingsstationer
er ved at blive tilsluttet, så den elektriske infrastruktur er helt
på plads, når supersygehuset står færdigt i 2020. El:CON El-anlæg
står for koblingsstationerne til det gigantiske byggeri, hvor et
godt samarbejde har lettet processen.

De første spadestik er for længst taget på byggepladsen i Skejby
uden for Århus. Her skyder bygninger hele tiden op, og danner
rammen om supersygehuset Det Nye Århus Universitetshospital (DNU).
Som noget af det første er de elektriske mellemspændingsanlæg ved
at være på plads i 10 koblingsstationer, der skal sikre, at
forsyningssikkerheden er i top, så der altid er strøm til de
livsvigtige funktioner på et moderne supersygehus.  Systemet
er bygget op med to hovedstationer og 10 mindre koblingsstationer,
der løber i to redundante linjer på sygehusområdet. Det er et
resultat af et godt samarbejde mellem HOLTAB, Schneider Electric og
El:CON El-anlæg, som har stået for teknik-entreprisen på
mellemspændingen på DNU.

– Projektet har været joint venture, og vi har haft et godt
samarbejde med Schneider Electric og El:CON El-anlæg, der står med
ansvaret for at installere de mange koblingsanlæg. Det er altid
spændende med et så stort projekt, hvor forsyningen skal være mere
end 100 % sikker.  Et hospital er i dag fuldstændig afhængigt
af altid at havetilstrækkelig strøm. I sidste ende handler det jo
om menneskeliv, siger Ebbe Klarskov Andersen, der er Country
Manager i HOLTAB Denmark.

Det er HOLTAB, som har bygget stationerne og været med til at
skræddersy koblingsanlæggene på sin fabrik i Sverige. El:CON
El-anlæg havde nemlig nogle helt specifikke krav til soklerne på de
RM6-anlæg, som står i de sorte koblingsstationer. I hver af
stationerne står to koblingsanlæg med to kabelfelter, to
transformerfelter og en ny sokkel, som er både forhøjet og
feltopdelt. Distributionslinjerne er gearet til fremtidige
udvidelser i takt med at sygehusbyggeriet udvikler sig.

Skræddersyet Sokkel
Et supersygehus kræver meget strøm for at fungere optimalt, og det
betyder, at kablerne i de redundante forsyningslinjer er af en
massiv kaliber. Det er nemlig 300 kvadrat kabler, som løber mellem
koblingsstationerne, og det kræver hårdt arbejde at montere
kablerne. Derfor betyder de skræddersyede sokler meget for teamet
på den jyske byggeplads.

– Vi har fokus på at sikre de bedste arbejdsbetingelser, og her
spiller en forhøjet sokkel en stor rolle for vores arbejde, når vi
skal koble anlæggene stationerne til. Det giver simpelthen mere
plads til at tilslutte de store kabler på 300 kvadrat. Med soklerne
er vores montagearbejde blevet optimeret, siger Kim Jørgensen, der
er Team Elektriker hos EL:CON El-anlæg.

De nye forhøjede sokler øger montagevenligheden og ved at være
feltopdelt, bliver det også nemmere at servicere de enkelte felter,
fordi det kun er nødvendigt at fjerne soklen ved det enkelte felt.
Hver enkelt koblingsstation er koblet sammen med en transformer
placeret i særskilte transformerrum, hvorfra en Canalis-strømskinne
fører strømmen sikkert ind til de elektriske hoved- og
fordelingstavler, som fra 2016 vil distribuere den livsvigtige
strøm ud til det enkelte udstyr.

Plug’n’Play i mellemspændingsklassen
Den elektriske mellemspændingsdistribution på DNU er et resultat
af et godt samarbejde, hvor Schneider Electric og Holtab har hele
tiden været i tæt dialog med teamet fra El:CON El-anlæg, der har
hænderne dybt begravet i tilslutningen af koblingsstationerne.

– Det har været et super samarbejde, hvor vi tydeligt mærket, at
det er professionelle folk, som er vant til at færdes i marken. De
har fra start forstået vores ønsker og indrettet stationerne og
anlæggene lige efter vores ønsker, siger Kim Jørgensen om
entreprisen.

I den anden ende af samarbejdet står Ebbe Klarskov Andersen fra
HOLTAB og Jørgen-Heine Rasmussen fra Schneider Electric. De tog i
fællesskab affære og fik skræddersyet soklerne på RM6-anlæggene, så
de passede til el-teamets ønsker og krav. Arbejdet med at forme
soklerne blev udført på HOLTAB’s fabrik i Sverige, hvor selve
stationerne også fik monteret anlæggene, som blev konfigureret,
inden de blev fragtet til Skejby. Det er derfor noget nær en
plug’n’play løsning inden for koblingsstationer, som El:CON
El-anlæg arbejder med på byggepladsen. Det sparer tid i
installationsfasen og kan være noget, branchen vil se mere til i
fremtiden.

– Når vi samler og konfigurerer anlæggene samme sted, som vi
bygger stationerne, så bliver det hele samtidig testet i rolige
omgivelser, så slutkunden modtager koblingsstationer, der er klar
til at blive kablet. Det kan spare tid og unødige test, forklarer
Ebbe Klarskov Andersen.

Fakta:
Mellemspænding på DNU
To 60/10 kV hovedstationer sender strømmen ud i to redundante
linjer med hver 5 koblingsstationer med RM6-anlæg, der fører videre
til transformere placeret i sygehusets særligt indrettede rum.
Herfra kører strømmen gennem en Canalis-strømskinne og videre ud i
de tekniske installationer.
• El:CON El-anlæg står for teknikentreprisen, der omfatter
mellemspænding.
• HOLTAB har bygget koblingsstationerne og monteret RM6-anlæg
fra Schneider Electric med særlig fremstillede sokler og
integrerede tredjeparts-produkter til kortslutningsindikering i
stationerne.

Cookie-indstillinger