Det Digitale Byggeri sætter viden i spil

Dette billede illustrere Det Digitale Byggeri sætter viden i spil

 Murstenene ser ud som de altid har set ud, men med de nye
digitale redskaber ændrer vi måden, vi bruger murstenene på, og
viden er også i byggeriet blevet virksomhedernes væsentligste
egenkapital og råstof, når det handler om at udvikle nye ideer, der
kan skabe fremskridt og udvikling. Det er direktør Michael Johansen
fra Tech College, der fra talerstolen byder velkommen til dag to på
De Digitale Dage, hvor BIM-modellerne for renoveringen af Kunsten
begynder at tage form på skærmene. – Samtidig står det fast, at nye
ideer skabes gennem samarbejder, hvor vi på tværs af fagene deler
og behandler viden på nye måder, og det er et kendetegn, at viden
vokser, når den bliver organiseret, delt og gjort tilgængelig for
andre, fortsatte Michael Johansen og pegede med google som eksempel
på, hvordan nytænkning og videndeling går hånd i hånd. – Det er
tyve år siden to unge fyre satte sig for at udvikle en ny
søgemaskine, fordi de eksisterende var for langsomme, og i dag er
der tres milliarder søgninger om dagen.

Styrket konkurrenceevne

Michael Johansen fra Tech College, der tidligere som prorektor
på UCN var med til at søsætte De Digitale Dage, pointerede i øvrigt
med afsæt i erfaringerne fra tidligere års Digitale Dage, at
samarbejde og videndeling gennem hele byggeriets fødekæde baner vej
for effektivitet, fleksibilitet og mobilitet og sluttede: – Med Det
Digitale Byggeri som redskab arbejder vi os i byggeriet med hastige
skridt frem mod en helhedsorientering, der gennem øget transparens,
styrket kvalitet, forbedret økonomi og udvikling af nye materialer
kan styrke konkurrenceevne og sikre dansk byggeri en stærk
international position

Cookie-indstillinger